Sjælland mangler råstoffer - nu skal nyt initiativ finde løsninger

Sjælland forventes at løbe tør for sand og grus inden for få årtier, så nu skal et nyt initiativ forsøge at finde løsninger på problemet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det kræver enorme mængder råstoffer at bygge nye boliger og anlægge nye veje. Råstoffer som sand, grus og sten. Men ressourcerne er knappe, og inden for få årtier forventes Sjælland at løbe tør.

I et nyt samarbejde går den offentlige og private sektor nu sammen om at finde nye veje til at minimere forbruget af råstoffer i anlægs- og byggeprojekter – og samtidig reducere klimabelastningen.

Læs også
Region Sjælland sender ny råstofplan i høring - kan betyde 11 nye grusgrave
Læs også
Region Sjælland sender ny råstofplan i høring - kan betyde 11 nye grusgrave

Det skriver Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) i en pressemeddelelse. 

CO-PI er et nationalt center tværoffentligt finansieret via økonomiaftalerne mellem regeringen, KL og Danske Regioner. 

Arbejdet med at løse råstofproblemerne sker i en såkaldt skaleringsproces, hvor flere offentlige organisationer går sammen om en fælles udfordring, så det bliver mere attraktivt for markedet at udvikle nye løsninger, lyder det i pressemeddelelsen.

Region Sjælland går foran

Region Sjælland har et mål om at genanvendte materialer og overskudsjord skal dække 20 procent af råstofforbruget inden 2032. Derfor samarbejder regionen med CO-PI og den grønne partnerskabsorganisation Gate 21 om at få løst det store problem.

- Vi vil gerne tage vores del af ansvaret for at løse udfordringen med byggeriets store – og stigende – træk på råstofferne. Vi har mulighed for at skabe en forandring, men vi kan ikke gøre det alene. Derfor tager vi arbejdshandskerne på og inviterer andre offentlige bygherrer til at gå med i samme retning, siger Bruno Jerup (EL), formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland.

En motor for innovation

I en skaleringsproces går flere offentlige organisationer sammen om en fælles udfordring. Det skaber større samlet efterspørgsel, og derved kan private virksomheder hurtigere se en forretning i at udvikle de nye løsninger, der er behov for.

På den måde bliver den offentlige indkøbsmuskel en motor for innovation – og det er der store muligheder i, for den offentlige sektor køber ind for 380 milliarder kroner årligt.

- Det kræver mod at stille sig frem med et problem, ingen kender løsningen på. Så det er stærkt af Region Sjælland at gå foran. Vores opgave er nu at engagere flere offentlige bygherrer i problemet og invitere private virksomheder og resten af værdikæden til en tidlig dialog om at løse det. Det glæder vi os rigtigt meget til at komme i gang med, siger Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI, i pressemeddelelsen.

Læs også
Regioner kræver tømte grusgrave omdannet til natur
Læs også
Regioner kræver tømte grusgrave omdannet til natur

Sofus Rex, der er direktør i Gate 21, tilføjer:

- En markant reduktion i forbruget af råstoffer er centralt for den grønne omstilling af bygge- og anlægsbranchen. Og den omstilling kan en fælles offentlig efterspørgsel være en stærk drivkraft for. Sammen kan vi skabe den skala, der gør, at vi rykker fra målsætninger til handlinger og når vores klimamål.

Læs også
Danmark er ved at løbe tør for grus
Læs også
Danmark er ved at løbe tør for grus

CO-PI, Gate 21 og Region Sjælland holder infomøde om skaleringsprocessen ’Sammen om mindre råstofforbrug’ torsdag den 7. april. Du kan læse mere om processen og tilmelde dig mødet her.

I 2018 foretog ingeniørvirksomheden Niras en ny fremskrivning af, hvornår regionerne ville løbe tør for grus, og her lød det, at Region Sjælland ville løbe tør i 2032. Porgnosen blev lavet for Danske Regioner.




Nyhedsoverblik