Nyhedsoverblik

Sjælland slap for det helt store regnskyl

I Jylland er der natten til lørdag faldet en "hel del" regn, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt lørdag morgen.

 Fyn og Sjælland har ikke fået de forventede mængder regn.

En front, der fredag eftermiddag trak op over Danmark fra sydvest, gav indtil midnat især regn til det østjyske.

Fredericia var her højdespringeren med 31,2 millimeter, mens Odder og Kolding kommuner fik henholdsvis 26,1 millimeter og 25,5 millimeter, lød det fra DMI på X først på natten.

- Her til morgen ligger der stadigvæk en del regn over det jyske. Over Fyn og Sjælland er der ikke så meget tilbage. Det er der heller ikke på Bornholm, siger Mette Zhang, vagthavende meteorolog hos DMI.

I løbet af lørdagen bevæger regnvejret sig mod nord. Frem mod eftermiddagen er der dog nogle steder endnu udsigt til skyet vejr og stedvist regn.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.