Nyhedsoverblik

Skovler penge ind i parkeringsindtægter

Indtægter for parkering er en rigtig god forretning for kommuner.

Ifølge FDMs årlige undersøgelse af de kommunale parkeringsindtægter parkerede bilisterne sidste år for 1.081.070.247 kroner, hvilket er ny rekord.

Af milliardbeløbet stammer de knap 792 millioner kroner fra betalingsparkering og beboerlicenser, mens de 289 millioner kroner kommer fra parkeringsafgifter.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver dyrere for bilisterne at parkere, og for nogle kommuner er det en belejlig indtægt, der bruges til at betale udgifter, der intet har med bilister eller infrastruktur at gøre, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

Ifølge reglerne må kommuner kun indføre betalingsparkering, hvis det har et trafikadfærdsregulerende formål. Flere kommuner bryder loven og bruger betalingsparkering til at dække huller i budgettet, skriver FDM. Foreningen rejser derfor spørgsmålet, om kommunerne overhovedet skal have lov til at have betalingsparkering.

- Det står i hvert fald klart, at den nuværende model efterlader for stor fristelse for flere kommuner til at bruge betalingsparkering som finansieringskilde i strid med reglerne, siger Dennis Lange.