Nyhedsoverblik

Slut med dobbeltløn til borgmestre

Fra næste valgperiode vil det ikke længere være muligt for afgående borgmestre og regionsrådsformænd at få dobbeltløn i en periode.

For her træder nye regler for eftervederlag i kraft, skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Frem over vil borgmestre og regionsrådsformænd blive modregnet i deres eftervederlag, hvis de stopper for at begynde i et nyt job uden for politik. 

Den regel gælder i forvejen for folketingsmedlemmer og ministre.

- Borgmestre og regionsrådsformænd varetager vigtige hverv, og derfor skal de også have rimelige vilkår, når de går af. Det er helt afgørende for vores lokaldemokrati, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i meddelelsen.

- Men det skal være et sikkerhedsnet - og ikke en "dobbeltløn" - og derfor ændrer vi nu reglerne, tilføjer hun.