Nyhedsoverblik

Snart kan hunde løbe frit på strandene igen

Når kalenderen skriver den 1. oktober, må hunde igen boltre sig på de danske strande uden at være i snor.

I vinterhalvåret mellem oktober og marts må hundeejerne nemlig slippe deres hunde løs på de fleste danske strande.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Vælger man at slippe sin hund løs på stranden, forudsætter det dog, at man altid kan kalde hunden til sig i uhensigtsmæssige situationer.

- En løs og ukontrolleret hund stresser de vilde dyr langs kysten og kan skræmme andre strandgæster, uddyber Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Der kan fortsat være kyster, hvor det i vinterhalvåret kræves at have hunde i snor – for eksempel af hensyn til det vilde dyreliv. Derudover er der også en række strande, hvor det helt er forbudt at medbringe sin hund. 

Man bør derfor altid kontrollere skilte i området, inden man slipper sin hund løs, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.