De seneste par døgn har budt på travlhed for både Falck og SOS Dansk Autohjælp.
Ifølge Falcks opgørelser for Vest- og Sydsjælland og øerne har de seneste to døgns vintervejr betydet fritrækninger af cirka 45 personbiler og 20 lastvogne.
Vi har flere kunder, der nævner, de ikke har fået skiftet til vinterdæk endnu
- Vi har oplevet det, der var værre, men det, som er mest mærkbart denne gang, er, at der er kommet meget sne på kort tid. Det er kommet bag på mange bilister, at sneen kom så hurtigt, siger Robbin Henriksen, der er driftsleder i Falck.
- Derfor har vi også kunne følge, hvordan vores assistancer er fulgt med snevejret fra Jylland ind over Fyn til Sjælland.
Det er dog ikke kun snemasserne alene, der har givet udfordringer.
- Vi har flere kunder, der nævner, de ikke har fået skiftet til vinterdæk endnu, siger Robbin Henriksen.
Derudover har Falck haft 50 assistancer til starthjælp fredag på Vest- og Sydsjælland med øer.
Fordobling i assistancer
Hos SOS Dansk Autohjælp har man siden i går og ind til i dag til klokken 16.30 haft i omegnen af 140 sager med fritrækninger på Sjælland og øerne – hvoraf langt hovedparten koncentrerer sig omkring det sydlige Sjælland.
- Altid når vi får sne lidt tidligt, er der nogen, som ikke har nået at få skiftet til vinterdæk, men vi har også været ude at bjærge biler på vinterdæk, for det har virkelig været glat, siger vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher, i SOS Dansk Autohjælp til TV2 ØST.
I alt har SOS Dansk Autohjælp siden i går morges haft henved 4.500 sager på landsplan.
- Sådanne dage fordobler vi vores sagsantal, siger Anette Bjørn Juncher.