Skal du li’ige ha’a en bitte kaftå’år eller en kop te’e-vand? Som man siger på Midtsjælland.
Eller udtaler du vokaler kort, fordi du hurtigt skal videre, som man har en tendens til på Lolland, ja, så taler du med dialekt.
Men det gør vi faktisk alle sammen.
Og alle de forskellige stemmer og dialekter skal Digitaliseringsstyrelsen nu til at indsamle med hjælp fra blandt andre Københavns Universitet og Alexandra Instituttet.
Det nye storstilede projekt vil invitere over 1500 danskere til at indtale deres stemmer.
Det skal blandt andet være med til at forbedre borgernes oplevelse - og brug - af talestyret teknologi.
- Det vil være til gavn for den enkelte borger, som får en bedre oplevelse, men også for samfundet generelt, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) i en pressemeddelelse.
Alle skal kunne bruge det
Formålet med projektet er at give dansk taleteknologi et skub i den rigtige retning, lyder det fra Anna Katrine Van Zee.
Hun er specialkonsulent ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet og er en del af projektet.
- Det er et projekt, som handler om, at indsamle store mængder taledata og udvikle talemodeller til brug for små- og mellemstore virksomheder, for det offentlige og hvem som helst, siger hun.
Dataen skal nemlig være frit tilgængelig for alle.
Det kan være rigtig dyrt at indsamle og udvikle taledata, men det er afgørende nødvendigt, hvis Danmark skal lave ny og brugbar taleteknologi, forklarer Anna Katrine Van Zee.
Kan frigive tid
Der findes allerede en del taleteknologier.
Den mest brugte og kendte er Apples taleassistent Siri, men også Google gør brug af taleteknologi med et program, hvor man dikterer tekster via tale.
Og der er faktisk uendelige måder, man kan bruge denne type teknologi på, hvis man spørger Anna Katrine Van Zee.
Hun håber på, at man via det nye stemmeprojekt kan lave taleteknologi, der kan frigive tid til det pressede personale i sundhedsvæsenet.
- I det offentlige har man store dokumenteringskrav, som nu bliver udført manuelt. Man kan automatisere det, hvis man bruger stemmestyret teknologier, siger hun.
Som et eksempel nævner Anna Katrine Van Zee, at personalet kan tale til et objekt - måske en telefon – som automatisk transskriberer det, de siger.
Så skal personalet ikke bruge store mængder tid på at sidde foran computeren for at dokumentere.
For at det kan lade sig gøre, er det vigtigt at teknologien fungerer rigtigt. Og det kræver en stor mængde - og en meget bred type - af data at basere teknologien på.
Ellers kan der opstå fejl.
Kan være problem for demokratiet
Taleteknologier har det med at fungere dårligere for nogle mennesker, hvis det kun er én type person eller dialekt, teknologien baserer sig på.
Det er et kæmpe demokratisk problem, hvis der er nogle brugergrupper, som har bedre og lettere adgang til manuelt-lettende teknologier
Et tænkt eksempel kunne være, at Siri udelukkende er lavet ud fra, hvordan kvinder fra Falster i 50-årsalderen taler.
Så vil Siri have sværere ved at forstå en ung mand fra Nordsjælland, og dermed vil der opstå flere fejl.
Det kan være et stort problem, lyder det fra Anna Katrine Van Zee.
- Det er et kæmpe demokratisk problem, hvis der er nogle brugergrupper, som har bedre og lettere adgang til manuelt-lettende teknologier, siger hun.
Det skal ikke være en persons baggrund, dialekt, accent, køn eller andet der skal diktere, hvilke teknologier man kan bruge, ifølge Anna Katrine Van Zee. Det er netop det, projektet gerne vil undgå.
Derfor søger Anna Katrine Van Zee og resten af holdet danskere fra alle dele af landet, i alle aldersgrupper, med alle typer af etniciteter og med alle slags uddannelsesbaggrunde.
- Det er meningen, at det skal være repræsentativt. Så der er brug for, at vi alle donerer vores stemme, siger Anna Katrine Van Zee.
Optagelserne finder sted i hele landet og kommer til Sjælland samt Lolland og Falster en gang efter sommerferien.
Du kan tilmelde dig og læse mere om projektet her.