Sundhedsøkonom sætter spørgsmålstegn ved at lægge regioner sammen

Sundhedsøkonom og professor emeritus ser gode ambitioner i regeringens udspil, men frygter for borgerne i yderkommunerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ny megaregion øst for Storebælt, oprettelsen af 17 sundhedsråd og 5.000 flere læger inden 2035.

quote Jeg kan godt forstå, hvis borgerne i Nakskov, Kalundborg og Vordingborg er lidt bange for at blive glemt i det her store spil

Jes Søgaard, sundhedsøkonom og professor emeritus, SDU

Det er nogle af punkterne i regeringens nye sundhedsudspil, der blev præsenteret på et pressemøde onsdag formiddag.

Spørger man sundhedsøkonom og professor emeritus Jes Søgaard fra Syddansk Universitet, indeholder reformen gode ambitioner for sundhedsvæsnet. 

Men om det lykkes, vil komme an på udførelsen.

Han sætter især spørgsmålstegn ved idéen om at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen. 

- Nu, hvor styringen af ressourcerne alligevel bliver statsligt, ser jeg faktisk ikke rigtig rationalet for at lægge de her regioner sammen, siger han.

- Hvis det er staten, der skal omfordele læger og sygeplejersker til forskellige områder, så er der jo ingen grund til at lægge de to regioner sammen og undgå alt det store administrative postyr, der kommer ved sådan en fusion.

Det lægger regeringen op til:

  • Regeringen foreslår en sammenlægning af Region Hovedstaden og Regionsjælland. Det vil blive til en samlet Region Østdanmark med 2,8 millioner borgere.

  • Regeringen vil sikre, at der kommer flere læger på Sydsjælland, Lolland og Falster.

  • Målsætningen lyder på, at der i 2030 skal være cirka 45 procent flere læger i almen medicinske tilbud i Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner sammenlignet med i dag.

  • Målsætningen i udspillet er, at der skal være mindst 5.000 læger i almen medicin på landsplan i 2035. Det er et løft på 1.500 læger i forhold til i dag.

  • Der skal oprettes 17 sundhedsråd på tværs af landet. De lokale sundhedsråd vil samlet få 3,5 milliarder i perioden 2027 til 2031. 

Sammenlægningen af de to regioner vil ifølge sundhedsøkonomen kun lykkes, hvis man formår at flytte læger og sygeplejersker fra Region Hovedstaden til Region Sjælland.

Det vil regeringen blandt andet gøre ved at sætte et loft over, hvor mange speciallæger kan blive ansat i hovedstaden. Men det bliver en udfordring, vurderer Jes Søgaard.

- Jeg tror godt, vi kan få en del af dem til Køge, men det bliver sværere til Nykøbing Falster, siger han.

Yderområder risikerer at blive glemt

Lægges de to regioner sammen, vil det skabe en megaregion med 2,8 millioner borgere. Heraf vil borgere fra Region Sjælland udgøre omkring 850.000 af dem.

Selvom regeringen ønsker, at der kommer flere læger på Sydsjælland, Lolland og Falster, er der stadig risiko for, at det ikke vil ske.

- Jeg kan godt forstå, hvis borgerne i Nakskov, Kalundborg og Vordingborg er lidt bange for at blive glemt i det her store spil.

Læs også
Det begyndte på et mørkt pressemøde - hårdt plaget region kan blive nedlagt
Læs også
Det begyndte på et mørkt pressemøde - hårdt plaget region kan blive nedlagt

- Tingene søger ind mod midten. Nu kommer der mange modtiltag i det her udspil, der vil forsøge at hindre det, men den naturlige udvikling vil være, at man søger ind mod midten.

Derfor vil det værste scenarie for Region Sjælland være, hvis deres hospitaler bliver endnu svagere, end de er i dag, fortæller Jes Søgaard.

- Det betyder jo ikke så meget for borgerne, hvilken region de bor i, men om du har et godt hospitalstilbud og en god praktiserende læge.

Mangler en plan B

Selvom sundhedsøkonomen ser gode ambitioner i udspillet til sundhedsreformen, undrer han sig over, at regeringen ikke lægger op til tiltag, der kan hjælpe borgere til hurtigere og nemmere lægehjælp i den nærmeste fremtid.

Læs også
- Reformen bliver en kæmpe omvæltning, vurderer sundhedsreporter
Læs også
- Reformen bliver en kæmpe omvæltning, vurderer sundhedsreporter

- Det, jeg savner, er, at der er en supporterende plan B.

Han så gerne, at man udrullede nogle digitale løsninger samtidig med, at man forsøger at få læger og sygeplejersker ud i udkantsområderne. På den måde ville patienter i højere grad end i dag få adgang til digitale konsultationer, mener han. 

- Så man som borger i Kalundborg i det mindste slipper for hver gang at skulle rejse helt ind til Herlev Sygehus. Det var noget, man allerede nu kunne udvide og få det indkørt over de næste år. Så ville der i mindste være to ben i den her strategi at stå på.

Du kan få hele overblikket over udspillet her


Nyhedsoverblik