Mange forbinder umiddelbart sygdommen demens med hukommelsesbesvær.
Men der er en lang række andre klassiske symptomer, man selv eller pårørende også kan holde øje med, hvis man mistænker demens.
Ifølge Alzheimerforeningen, der er en patientforening for mennesker med demens og deres pårørende, får over 8.000 danskere en demensdiagnose hvert år.
Demens er en sygdom i hjernen, der svækker de mentale færdigheder - og denne svækkelse kan komme til udtryk på forskellige måder.
De fleste personer med demenssygdom vil oftest opleve problemer med hukommelsen som et af de første symptomer.
Det kan dog også være problemer med at orientere sig, problemer med sproget, at holde koncentrationen eller en ændring i ens personlighed og adfærd, der viser sig som nogle af de første tegn, oplyser Alzheimerforeningen.
10 typiske tegn på demens:
Svækket hukommelse. De fleste mennesker kan glemme en aftale eller en besked for senere at komme i tanke om det. Det er helt normalt. Glemmer man derimod, hvor man er på vej hen, eller hvem man lige har talt med, kan det være tegn på demens.
Besvær med at udføre velkendte opgaver. Det er normalt, at man glemmer at tænde for kaffemaskinen om morgenen. Det er til gengæld ikke normalt, at man sætter elkedlen på kogepladen.
Problemer med sproget. Alle kan indimellem have svært ved at finde det rigtig ord. Men glemmer man enkelte ord og erstatter dem med andre ord, der ikke giver mening, bør man reagere. Det kan for eksempel være at sige ”viserklokke” i stedet for ”ur”.
Manglende orientering i tid og sted. Personer med demens kan komme til at bytte rundt på døgnets timer eller fare vild i områder, som de normalt kender rigtig godt.
Svigtende dømmekraft og situationsfornemmelse. Det kan for eksempel vise sig ved, at man tager sandaler på om vinteren, eller at man gentagne gange bliver overbevist om at købe ting, man ikke har brug for eller råd til.
Problemer med at tænke abstrakt. Det er normalt blive i tvivl om meningen med et ordsprog eller en talemåde. Det er til gengæld ikke normalt at tro, at musene bogstaveligt talt danser på bordet, når katten er ude.
Forlægge ting. Enhver kan glemme, hvor man har lagt sine nøgler eller briller, men det er ikke normalt at lægge nøglerne eller brillerne i køleskabet.
Forandringer i humør og adfærd. Det kan for eksempel komme til udtryk ved, at man taber fatningen, eller bliver mistænksom, bange, vred eller forvirret uden nogen oplagt grund.
Ændringer i personligheden. Det er normalt at skifte holdning over tid og sige undskyld, hvis man går over stregen. Det er derimod ikke normalt, at personen giver udtryk for, hvad man tænker uden at tage hensyn til andres følelser.
Mangel på initiativ. Dette symptom kan for eksempel komme til udtryk ved, at man begynder at trække sig fra fritidsaktiviteter, sociale sammenkomster eller sport, som man ellers plejer at gå op i.
Kilde: Alzheimerforeningen.
Demens kan forveksles med andre sygdomme
Ifølge Alzheimerforeningen er demens en paraplybetegnelse for en lang række sygdomme, der alle leder til en svækkelse af ens mentale funktioner.
Demens er med andre ord en samlet betegnelse, der blandt andet dækker over sygdommene Alzheimers, vaskulær demens og Parkinson med demens.
Mere end 200 sygdomme kan føre til demens, men demens kan også forveksles med en række andre sygdomme, der giver nogle af de samme symptomer.
Det kan for eksempel være ubehandlet depression, stress eller mangel på B12-vitamin.
Hvis man oplever nogle af de ovenstående symptomer, er det ifølge Alzheimerforeningen derfor vigtigt, at man kontakter en praktiserende læge for at få afklaret årsagen til symptomerne.
Du kan læse mere om demens på Alzheimerforeningens hjemmeside.