I den seneste uge har TikTok-stjernen Kelly Louise Killjoy, med det borgerlige navn Louise Rindal, for første gang nogensinde været rundt i det sydsjællandske område.
- Når man står ude ved Møns- eller Stevns Klint, så er landskabet lige pludselig ikke så fladt mere, og man forstår ikke rigtigt som dansker, at man stadig er i Danmark. Det samme med Faxe Kalkbrud. Man har ikke set noget lignende før, siger Louise Rindal.
TikTokkerne er vor tids rockstjerner
Hun kommer fra Fredericia og er en stor stjerne på de sociale medier, både i Danmark og i udlandet, med 1,2 millioner følgere på TikTok og 102 tusind følgere på instagram. Her laver hun sketches, hvor hun blandt andet sammenligner sproget og kulturen i de nordiske lande, alt sammen med engelsk som hovedsprog.
Sydsjælland og Møn på verdenskortet
Turen rundt på Sydsjælland og Møn er blevet til gennem et samarbejde med Destination SydkystDanmark.
- TikTokkerne er vor tids rockstjerner. Kelly Louise Killjoy har et massivt publikum, som rækker langt ud over Danmarks grænser. I det store udland er Sydsjælland og Møn en lille plet på landkortet, så vi er nødt til at være kreative, hvis vi vil tiltrække nye turister og ramme fremtidens forbrugere, siger marketingchef i Destination SydkystDanmark, Mike Olesen, i en pressemeddelelse.
Det er som at være nede i en hel anden verden
SydkystDanmark arrangerede derfor en rundtur på Sydsjælland og Møn, hvor Louise Rindal blandt andet skulle besøge Geocenter Møns Klint, Stevns Fortet og Faxe Kalkbrud. Hensigten er, at Louise Rindal skal vise området frem fra en helt ny side, der appellerer til et ungt publikum med rødder i nationer som USA, Sverige, Finland og Danmark. Det skriver SydkystDanmark i pressemeddelelsen.
En anden verden
Louise Rindal vidste dog ikke helt, hvad hun skulle forvente, da hun sagde ja til at udbrede kendskabet til området.
- Jeg har hørt om Møn fra andre, der har været der, men resten har jeg ikke hørt det helt store om, siger Louise Rindal.
Der er helt vildt mange sjove byskilte hernede
Hun er dog blevet vild med Sydsjælland og Møn efter turen rundt i området. Blandt andet var hun meget glad for turen i det blændende hvide Faxe Kalkbrud.
- Jeg kunne have brugt hele dagen på bare at sidde og grave med mine bare hænder. Det er jo ikke noget, jeg gør hver dag derhjemme, men der kom en eller anden barndomsleg op i mig dér, siger Louise Rindal.
Besøget ved Stevnsfortet imponerede også.
- Det er som at være nede i en hel anden verden. En lille tidslomme, siger Louise Rindal.
Sjove bynavne
Louise Rindal skal nu hjem og poste opslag fra turen. Hun har især bidt mærke i én ting, der passer rigtig godt til en serie, hun har på de sociale medier. Her finder hun danske bynavne, der er sjove at oversætte til engelsk.
- Der er helt vildt mange sjove byskilte hernede i forhold til andre steder, hvor vi har kørt rundt. Særligt øer har sjove navne, hvis man oversætter dem til engelsk, siger Louise Rindal.
- Min favorit er Farø eller ”Dad Island” på engelsk.
Louise Rindal ser desuden en tendens til, at hendes følgere godt kan lide at se gamle ting og forladte steder, hvilket hun har set meget af på turen rundt i det sydsjællandske område.