Tørken fortsætter

DMI varsler tørt vejr den første halvdel af den kommende uge, men spredte byger kan være på vej efter torsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et højtryk fra det vestlige Rusland og det sydlige Skandinavien holder et lavtryk med fugtigt vejr væk fra Danmark, så tørken fortsætter til i hvert fald midt på ugen.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Martin Lindberg.

Fra torsdag kan vejret dog blive gradvist mere ustadigt og efterhånden med enkelte eller spredte byger, lyder det.

- Vi har et højtryk over Skandinavien, som giver tørt og solrigt vejr de kommende dage med let til frisk østlig vind, som efterhånden tager af. Det er relativt varmt med dagtemperaturer op mellem 20 og 27 grader, siger han.

- Senere på ugen fra torsdag, kommer der lidt flere skyer, og fredag er der mulighed for enkelte lokale byger, siger Martin Lindberg.

Topper tidligere i tørke

Kigger man helt frem til lørdag, lyder det fra DMI, at det i løbet af dagen bliver mere skyet, og spredte byger kan ramme Danmark - måske endda torden.

- Vejrudviklingen er ret sikker frem til og med onsdag, men derefter er det mere usikkert, hvor mange byger der kommer, og hvor kraftige de bliver, lyder det dog på vejrtjenestens hjemmeside.

I weekenden nåede det landsdækkende tørkeindeks op på 10,0 og dermed det højeste niveau på skalaen.

Så højt har det ikke været siden den historisk varme sommer i 2018, hvor det landsdækkende tørkeindeks ramte 10,0 i juli måned.

Læs også
Knastør sommer får landmand til at juble
Læs også
Knastør sommer får landmand til at juble

I 2018 nåede indekset op på 9,8 i juni måned. Dermed har Danmark ramt toppen af tørkeindekset tidligere i 2023 sammenlignet med 2018.

Tørkeindekset har en skala fra 1 til 10, og det angiver risikoen for tørke i Danmark.

Når niveauet rammer det ildrøde 10-niveau, er det et udtryk for, at der er "høj risiko for tørke ".


Nyhedsoverblik