Nyhedsoverblik

Tyverier flere steder på Sjælland

Tilsyneladende er politiet ved at opklare en serie tyverier af elværktøj og maskiner begået forskellige steder på Sjælland.

I sagen er to mænd fredag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Næstved.

De sigtes for ni tilfælde af tyveri, oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Men det kan ikke udelukkes, at sagen bliver udvidet med flere sigtelser, oplyser anklagemyndigheden til Ritzau.

Tyverierne er begået i Faxe, Borup og Slangerup. De er sket i perioden fra april til oktober i år.

Begge mænd har nægtet sig skyldige, oplyser anklagemyndigheden efter fredagens grundlovsforhør, som blev holdt bag lukkede døre.

Her afviste mændene, der er henholdsvis sidst i 30'erne og først i 40'erne, i øvrigt at besvare spørgsmål.