Nyhedsoverblik

Udspil giver et vigtigt løft til turismen

Brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet roser regeringen for landdistriktsudspil.

Men Horesta mener, at turismen har endnu større potentiale til at styrke områderne uden for de større byer. 

- Turismen er et væksterhverv og et af de få erhverv, som kan fastholde aktivitet i landdistrikterne. Derfor giver det god mening at se på, hvordan turismens generelle vækst i højere grad kan bruges til at løfte de tyndtbefolkede områder. 

- Planloven er et godt sted at starte. De nuværende regler er meget restriktive og har forhindret meget udvikling. Herunder at nedlagte bygninger kan bruges til turismeformål, siger Pia E. Voss, der er administrerende direktør i Horesta.

Horesta er særligt tilfreds med, at regeringen vil give kommunerne en højere grad af selvbestemmelse, så de for eksempel kan give dispensation fra planloven. Netop planloven hæmmer ofte udviklingen af lokale projekter, mener brancheorganisationen.