Nyhedsoverblik

Vejen ind på boligmarkedet er blevet nemmere

For mange danskere er vejen ind på boligmarkedet blevet noget lettere det seneste år. Blandt andet takket være faldende renter og pæne lønstigninger.

Det viser en analyse fra Realkredit Danmark, hvor man har beregnet den indtægt, der kræves af en boligsøgende familie for at få lov til at købe et typisk parcelhus i hver af de 98 kommuner.

Analysen fortæller, at det i 91 af de 98 kommuner er blevet lettere at leve op til kravet for en gennemsnitlig børnefamilie - også selv om indkomstkravet er steget i omtrent halvdelen af dem.

Det skyldes ikke mindst de gennemsnitlige lønstigninger på omkring fem procent, der mange steder overstiger væksten i indkomstkravet.

Boligkøberne kan dog med rette drømme sig bare tre år tilbage, hvor man kunne få et fastforrentet étprocentslån, og hvor boligpriserne var lavere end i dag.

Siden dengang er indkomstkravet steget mere end lønningerne i 96 af de 98 kommuner.