- Vi er nødt til at lave nogle belønningssystemer

Giv børnetandlægerne i yderområderne mere i løn og skab et godt arbejdsmiljø for at løse rekrutteringsproblemerne i den kommunale tandpleje, lyder det fra Kommunernes Landsforening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den kommunale skoletandpleje er under pres. En rundspørge, som TV2 ØST har lavet, viser, at 7 ud af de 12 kommuner, TV2 ØST dækker, har svært ved at leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvor ofte skolebørnene skal til tjek.

Men i Odsherred er der ingen problemer. Her er alle børn tilknyttet private tandlæger, for kommunen har ikke en kommunal tandpleje, men samarbejder i stedet med private.

Louise Flecks fra Hørve er mor til seks børn, og hun er helt tryg ved ordningen.

- Det er et godt tilbud, de har. Vi er meget glade for, at vi selv kan få lov at vælge, siger hun.

Louise Flecks fra Hørve er godt tilfreds med tilbuddet om børnetandpleje i Odsherred.
Louise Flecks fra Hørve er godt tilfreds med tilbuddet om børnetandpleje i Odsherred. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Samarbejdet med de private har eksisteret i mange år. Og mens den offentlige kommunale tandpleje er presset og har svært ved at nå at se børnene til tandtjek indenfor de 24 måneder, som de skal, så har Odsherred Kommune ingen problemer med at overholde retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen. Tværtimod så er de afsted hver 12. måned. 

- Vi har ikke nogen problemer med ventelister, for vi har kapaciteten, og vi synes, at vi har et rigtig godt tilbud, fortæller Karin Wood-Pedersen, der er leder af Børnesundhed i Center for Børn, Unge og Familier i Odsherred Kommune.

For tandlægerne er der flere fordele ved at være i det private fremfor det offentlige, især lønmæssigt, fortæller Esben Boeskov Øzhayat, der er lektor på Odontologisk Institut på Københavns Universitet.
For tandlægerne er der flere fordele ved at være i det private fremfor det offentlige, især lønmæssigt, fortæller Esben Boeskov Øzhayat, der er lektor på Odontologisk Institut på Københavns Universitet. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Tandlæge Lone Vester fra tandklinikken Eggers og Vester i Holbæk er én af de 14 private tandlæger, som kommunen samarbejder med. De er godt tilfredse med samarbejdet.

- Vi har et supergodt samarbejde. Der er høj faglighed, og det er en god gruppe af privatpraktiserende tandlæger, der varetager den her opgave, fortæller hun.

Flere fordele i det private

Det største problem for den kommunale tandpleje er, at det er svært at skaffe tandlæger. Derudover har det givet et ekstra pres, at unge mellem 18 og 21 år nu også som et led i finanslovsaftalen i 2022 skal have tilbud om gratis tandpleje.

- Der er flere grunde til, at de er pressede. De har fået opgaven med de 18-21-årige oveni alt det andet, og når de så samtidig har problemer med at skaffe personale nok, så giver det problemer. Samtidig er det måske ikke så attraktivt i forhold til at være ansat i det private, hvor der er flere fordele især lønmæssigt, fortæller Esben Boeskov Øzhayat, der er lektor på Odontologisk Institut på Københavns Universitet.

- Vi er nødt til at lave nogle belønningssystemer, så der er større incitament til at flytte til yderområder, mener Michael Fenger (K), der er næstformand i KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.
- Vi er nødt til at lave nogle belønningssystemer, så der er større incitament til at flytte til yderområder, mener Michael Fenger (K), der er næstformand i KL’s Sundheds- og Ældreudvalg. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Samtidig er tandlægerne tilbøjelige til hurtigt at skifte job igen, fordi arbejdsforholdene er for pressede og skaber et dårligt arbejdsmiljø.

- Når man så endelig har rekrutteret, så bliver de måske ikke ret længe, især hvis de pendler, og fordi der er så travlt, som der er, siger Esben Boeskov Øzhayat.

I Kommunernes Landsforening er de klar over, at problemet med at rekruttere bliver sværere, jo længere væk man kommer fra de store byer.

Læs også
Privat plejehjem vil sælge ekstra pleje til beboerne
Læs også
Privat plejehjem vil sælge ekstra pleje til beboerne

Derfor skal der noget ekstra til, siger Michael Fenger (K), der er næstformand i KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.

- Vi er nødt til at lave nogle belønningssystemer, så der er større incitament til at flytte til yderområder. Man kunne lave nogle modeller, hvor man får et tillæg, nogle fordele, hvis man er ansat i et yderområde som kommunal tandlæge. Vi er nødt til at tænke på en anden måde, siger han.

Svært at konkurrere

Udover den økonomiske gulerod er der også brug for at skabe et godt arbejdsmiljø.

- For os er det svært at konkurrere på løn. Derfor er det vigtigste arbejdsmiljøet. Det skal være attraktivt at være ansat kommunalt. Det arbejder alle kommuner stenhårdt på, siger Michael Fenger.

Tandlæge Lone Vester fra tandklinikken Eggers og Vester i Holbæk er én af de 14 private tandlæger, som Odsherred Kommune samarbejder med.
Tandlæge Lone Vester fra tandklinikken Eggers og Vester i Holbæk er én af de 14 private tandlæger, som Odsherred Kommune samarbejder med. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Endelig er der mulighed for at samarbejde med de private tandlæger, sådan som man gør i Odsherred, og modellen er interessant, mener Michael Fenger, der ikke mener, at kommunerne pr. automatik fravælger det private.

- 20 procent af den kommunale sektor er jo outsourcet til private, så alle kommuner har masser af ting, som de får private til at lave. Så der er ikke en grundlæggende modvilje mod det, siger Michael Fenger.

Læs også
Her har kommunen droppet skoletandlægen
Læs også
Her har kommunen droppet skoletandlægen

Han mener, at når flere kommuner ikke vælger en model som i Odsherred, skyldes det først og fremmest, at der er tradition for at børnetandplejen og skolerne hører sammen.

- Det har været en integreret del og hængt sammen. Men jeg synes, at det er interessant, at Odsherred har fundet en anden model og den håber jeg, at andre vil kigge på, og se på om den kunne være økonomisk brugbar, hvis vi kan lave nogle bedre løsninger for borgerne, så er det attraktivt, siger han. 


Nyhedsoverblik