Nyhedsoverblik

Vil forbyde salg af tøj med PFAS

Regeringen vil indføre et nationalt forbud mod skadelige PFAS-stoffer i tøj, sko og imprægneringsmidler.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Et nationalt forbud mod import og salg af tøj, sko og imprægneringsmidler med PFAS er et vigtigt skridt på vejen mod at begrænse udledningen og vil have en reel miljøeffekt i Danmark, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

PFAS er en gruppe af stoffer, der anses for både miljø- og sundhedsskadelige.

Stofferne kan hos mennesker svække immunforsvaret, forårsage hormonforstyrrelser og mistænkes for at øge risikoen for kræft.

En af de største kilder til PFAS i det danske miljø er ifølge Miljøministeriet netop tøj, sko og imprægneringsmidler.

Der er ifølge pressemeddelelsen alternative produkter på markedet, der ikke indeholder PFAS, som man kan vælge i stedet.

Det gælder dog ikke for professionel beklædning og sikkerhedstøj, hvor der stilles særlige krav til sikkerhed og funktionalitet.

Forbuddet vil således ikke gælde for denne gruppe af tøj og sko.