De har været propfyldte med fejl, og gang på gang har Vurderingsstyrelsen, der står for vurderingerne, udsat sin deadline for at udsende de endelige ejendomsvurderinger til danskerne.
Og nu bliver denne deadline rykket endnu en gang.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
- Vi arbejder på højtryk for at få de endelige vurderinger ud til boligejerne. Dem er der indtil nu udsendt cirka 1,2 millioner af, men vi er desværre ikke helt i mål.
- Også i 2025 bliver boligejerne beskattet af foreløbige vurderinger. Fordi de er foreløbige, vil der fortsat være vurderinger, som opleves som skæve, siger Anne-Sofie Jensen, direktør i Vurderingsstyrelsen.