Nyhedsoverblik

Weekend bringer ustadigt vejr med blæst

Det er en god idé at finde det vindtætte tøj frem til weekenden, der vil føles koldere, end den er.

Sådan lyder det fra Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Fredag starter flot ud med solskin, men også med ret meget blæst, siger meteorologen.

Dagtemperaturen kommer fredag til at ligge omkring fem grader, mens vinden vil være kraftigst i de tidlige timer.

- Her til morgen, hvor vinden er kraftig, bliver det frisk vind til kuling fra nordvest, siger Henning Gisselø.

I løbet af dagen aftager vinden og bliver let til frisk, mens der fortsat kan være hård vind ved kysterne.

Natten til lørdag vil temperaturerne fortsat ligge omkring fem grader, og dagen bliver blæsende med jævn til hård vind fra sydvest.

Temperaturerne vil søndag ligge på mellem fire til syv grader, mens vinden bliver let til frisk fra sydvest.

Generelt gælder det for hele weekenden, at det vil komme til at føles koldere, end det reelt er.

- Det bliver en weekend, hvor det enten vil regne eller blæse. Så vind- og vandtæt tøj vil være en god idé, siger meteorologen.