- Det har været et godt samråd, hvor vi har fået mulighed for at diskutere mulighederne i forhold til udligning.
Sådan lyder det fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).
Han håber, at partierne kan blive enige om en aftale om kommunal udligning 1. januar 2019.
Kommunalordføreren fra Socialdemokratiet Magnus Heunicke havde nemlig indkaldt indenrigsministeren i samråd om udligningsordningen, efter det er kommet frem, at kommuner i provinsen siden 2007 er blevet snydt for flere milliarder kroner i forbindelse med den såkaldte udligningsordning.
For der er ikke sket en udligning af de danske kommuner, i stedet er pengene primært gået til rige kommuner i hovedstadsområdet.
- Jeg har sagt, at det ikke varer længe, før finansudvalget kommer med sin rapport, og at vi selvfølgelig er parat til at se på, at der, hvor udligningssystemet ikke har fungeret optimalt, at vi så fremadrettet ser på, hvordan man kan få det til at fungere ordentligt, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille efter samrådet.
Varsom med at tage elementer ud af ligningen
Jeg tror, man skal passe meget på med at tage et enkelt element ud af den samlede udligning
Ifølge tallene har blandt andre Københavns Kommune fået to milliarder for meget i udligning.
- Jeg tror, man skal passe meget på med at tage et enkelt element ud af den samlede udligning, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille
- Det er jo ikke sådan, at man bare kan trække i en automat og sige, at hvis man tager et lille kriterie og ændrer det, så må det kunne ses på, hvad kommunerne havde fået i stedet for.
Tilfreds socialdemokrat
Det giver jo ikke nogen mening
Magnus Heunicke, der havde trukket ministeren i samråd, var tilfreds efter mødet.
- I hvert fald når det drejer sig om det fremadrettede. Når det drejer sig om at få rettet op i den her fejl, sådan så næste gang vi skal lave budgetter i vores kommuner, kan være helt sikre på, at man har de penge, som man har krav på, siger han.
Han bruger Frederiksberg Kommune som eksempel på en kommune, der har fået flere penge i udligning, fordi der ikke bliver taget højde for, hvilke udlændinge der kommer til kommunen.
- Det er nordmænd og svenskere, læger og højtuddannede mennesker, her har man fået støtte, som om det var folk, der er udenfor arbejdsmarkedet. Og det giver jo ikke nogen mening. Så det forstår jeg godt, at kommuner, som har behov for støtte, at de mener, at det er en urimelig forskelsbehandling, der har fundet sted.
Er det så Frederiksberg, der skal til at betale flere penge til Guldborgsund?
- Når man skal rette op på sådan en fejl, så skal de kommuner, der har fået for meget, finde sig i, at de får lidt mindre, hvorimod de kommuner, der har fået for lidt og det er primært den sjællandske og Lolland-falsterske provins, de skal have lidt mere, siger Magnus Heunicke.