Fejl i udligningsordning rettet: Flere kommuner har udsigt til store millionbeløb

Skævvridning i statens udligningsordning får nu Indenrigsministeriet til at rette op. Flere millioner er på vej til mange kommuner i TV ØST's område.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En regnefejl fra staten har betydet, at næsten alle kommuner i TV ØST's sendeområde er gået glip af millioner af kroner. 

Kommunerne får nemlig tilskud fra staten gennem en udligningsordning, hvis der er borgere, der udgør en social belastning. 

Politikerne opgav i dag at blive enige om en reform af den kommunale udligning i denne valgperiode. Til gengæld bliver regnefejlen nu rettet.

Slagelse Kommune bliver den helt store vinder i TV ØST's sendeområde og skal modtage 49.704.000 kroner, udover det kommunen er berettiget til. Ringsted Kommune er den kommune, der modtager det mindste beløb i området nemlig 96.000 kroner. 

Artiklen fortsætter efter grafen.

Udlændinge er registreret forkert

Det har blandt andet drejet sig om udlændinge, hvis uddannelsesbaggrund ikke er blevet registeret. Derfor er kommuner med velintegrerede udlændinge blevet kompenseret for en social belastning, som de muligvis ikke har haft. 

- Det vil sige, at selv norske eller svenske borgere, som bosætter sig i Danmark for at arbejde, vil give kompensation for en social belastning, som de ikke påfører kommunen, sagde cheføkonom Michael Hjort fra firmaet Dataproces i Nibe til NORDJYSKE i oktober sidste år.

Selvom regeringen ikke er enige om udligningsordningen, vil Danmarks Statistik fra 2019 tage højde for, hvor stor en økonomisk belastning udlændinge udgør. 

regnskaber_digi.jpg
Læs også
Skæv fordeling af udligning: Lolland Kommune føler sig snydt
regnskaber_digi.jpg
Læs også
Skæv fordeling af udligning: Lolland Kommune føler sig snydt

Det vil betyde, at der ikke vil komme lignende regnefejl i fremtiden. 

Også ældreområdet er skævt

Ifølge Lolland Kommunes borgmester er der mange parametre i fordelingen, der bør ses efter i sømmene.

- Der er stor forskel på, hvor plejekrævende en borger over 85 år er. En nedslidt håndværker og en pensioneret advokat har ikke nødvendigvis samme plejebehov, sagde Holger Schou Rasmussen i oktober.

Han mener ikke, at udligningsordningen har mødt andet end kritik fra kommunerne.

- Dem, der betaler til udligningen, synes, de betaler for meget, og dem, der får fra udligningen, synes, de får for lidt. Der er 98 kommuner og ingen er tilfredse, lød det fra borgmesteren.


Nyhedsoverblik