Når det virkelig stormer, kan bølgerne bide et stykke af Danmark.
Derfor spiller de danske diger en vigtig rolle, og nu kan landets kommuner og digelag kan søge om økonomisk støtte fra en ny pulje til at etablere eller forstærke diger i 2018. Puljen indeholder i alt ni millioner kroner.
Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Det kan være et stort og dyrt arbejde, og derfor får kommunerne og digelag nu en ekstraordinær håndsrækning
- Vi har gennem de seneste år set, hvilke skader oversvømmelser kan føre med sig, og flere kommuner og private er i fuld gang med at ruste sig til voldsommere vejr. Det kan være et stort og dyrt arbejde, og derfor får kommunerne og digelag nu en ekstraordinær håndsrækning til at kunne få arbejdet gjort færdigt, udtaler miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
Småøer får fuld støtte
Puljen er et ud af syv natur- og kystprojekter, som regeringen i sidste måned indgik en aftale om med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF om at fordele 45 millioner kroner til. Der er også som en del af puljen sat 3,2 millioner kroner af til at realisere et konkret kystbeskyttelsesprojekt på Anholt.
Det er ifølge Miljø- og Fødevareministeriet en forudsætning, at kommunerne eller digelagene allerede har indhentet de nødvendige tilladelser, da ansøgningerne skal være færdigbehandlede og tilsagn om tilskud være givet i indeværende år.
Ud over det er det et krav, at kommunerne eller digelagene selv kan finansiere en del af projektet. Der ydes dog fuld finansiering til projekter på småøer.
- Det er ofte mere dyrt og besværligt at etablere diger på småøerne, og den udfordring vil vi gerne komme i møde. Vi står over for nogle særlige udfordringer i disse år, og derfor vil vi gerne økonomisk opbakning til, at flyvefærdige projekter nu kan blive til virkelighed, udtaler Esben Lunde Larsen.
Der er ansøgningsfrist den 10. juni 2018.