Skal det være lovligt i Danmark at udføre en handling, der har til hensigt at hjælpe en patient med at dø?
Det spørgsmål har sat gang i diskussionen på Facebook, efter TV2 ØST søndag aften bragte historien om Tina, der vil have hjælp til at dø.
Det er ikke lovligt at udøve aktiv dødshjælp i Danmark. Alligevel er hver tredje af de danske læger blevet bedt om at afslutte livet for en patient. Det viser en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har lavet.
- Det burde være et personligt valg
Flere brugere på Facebook går tilsyneladende også ind for at indføre aktiv dødshjælp.
Ja, det burde bestemt være et personligt valg at ønske et værdigt liv og ligeså afslutte det med værdighed, skriver Dorte Falch.
Et stort flertal af befolkningen går også ind for at indføre aktiv dødshjælp i Danmark. 72 procent svarer nej til spørgsmålet, om Danmark bør fastholde et forbud mod aktiv dødshjælp, mens kun 11 procent svarer ja, og 17 procent svarer ved ikke. Det viser en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 1009 danskere af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad.
Lad dog den stakkels kvinde selv bestemme hvornår og hvordan, hun skal herfra, som det er nu, sidder hun alligevel og venter på, at det sker, skriver Randi Jette Møllegaard.
Mit hjerte bløder for dig/jer. Det er en forfærdelig sygdom. Jeg håber snart, vi får indført aktiv dødshjælp herhjemme. Jeg synes værdighed i både liv og død bør være en menneskeret, skriver Ove Hansen.
Lovligt i Holland, Belgien, Luxembourg og Schweiz
De fleste folketingspolitikere, størstedelen af Etisk Råd og otte ud af 10 læger er imod. Sådan er det langt fra i andre lande. For eksempel tilbyder visse stater i USA og flere europæiske lande at afkorte livet for mennesker, der har helt særlige grunde til at ønske det.
I 2002 indførte både Holland og Belgien en lov om aktiv dødshjælp, og i 2009 fulgte Luxembourg efter.
Schweiz har en lov om assisteret selvmord - og det er faktisk det land, som flest uhelbredeligt syge tager til for at få afsluttet livet.
- Inddrag et etisk råd
Flere brugere på Facebook mener dog også, at det en svær, juridisk debat.
Det er er et svært spørgsmål, man skal være 100% sikker på, at dem som ønsker at dø, ikke føler sig presset til de af familie, fordi de er blevet syge/gamle. Hvor gammel skal man være for at man må ønske at dø? Spørger Charlotte Meyer Vestergaard.
Nogle brugere foreslår dog også, at man inddrager et etisk råd.
Betinna Kronhave Jørgensen siger: Ja, til at indføre aktiv dødshjælp, men tilføjer: Men med et etisk råd, der inddrages og på kort tid kan lave individuel beslutning, så der er juridisk styr på det.
Ind med et etisk råd, der bliver inddraget og en proces, hvor man lytter til, hvad problematikken evt. kan være for den enkelte. Vi skal alle have et valg ved uhelbredelig sygdom. Og evt. andre problematikker som et etisk råd kan være med til at spore sig ind på rammerne for, skriver Sille Perschke.
- Det er en glidebane
Der er dog også de Facebook-brugere, der absolut ikke går ind for indførelsen af aktiv dødshjælp.
Nej. Det er en glidebane at komme ud på. Hvem bliver de næste, der så bliver hjulpet/presset til at dø? Gamle, der føler de er blevet en byrde? Eller meget syge mennesker, som er dyre i drift? Spørger Michala Lange.
Vi har i teorien aktiv dødshjælp med alt den morfin, de pumper i terminale patienter. Der er ingen max på i disse dage. Det er umenneskeligt for alle parter, når det står på. Hvorfor trække det i langdrag? Men hvis man vil, er der kun 800 kilometer til Holland, skriver Poul Peter Jessen.
Indtil videre er der kun ganske få danskere, der har valgt at tage til udlandet for at modtage aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord.