Gode råd var dyre, da Mai Fruervang og kollegaerne fra Danfrugt i Skælskør forleden kom ud til plantagen med Clara Frijs-pærer – for henved halvdelen af frugten var blæst til jorden.
På trods af at de var både søde, friske og sprøde, var de nedfaldne pærer nemlig dermed lige til at skrotte – for pakkerierne må ikke tage imod frugt, der har været på jorden.
Der må være nogen, der godt vil aftage det her. Og så blev det et eksperiment for os
Så i et forsøg på at redde lidt af det tabte, blev der i dag arrangeret dørsalg, fortæller Mai Fruervang. Idéen fik hun efter at have hørt om virksomheden, Too Good To Go, der har slået sig op på at undgå madspild.
- Der må være nogen, der godt vil aftage det her. Og så blev det et eksperiment for os at se, om folk vil købe det – og om det kan betale sig.
I alt faldt 20 ton spiseklar frugt til jorden, hvoraf 250 kasser af samlet 1,75 ton i dag var sat til salg med afhentning hos Danfrugt i Skælskør mellem klokken 10 og 15.
Frugten har været sat til salg via Too Good To Gos app, hvor kunder har kunnet lægge bestilling på, hvor meget frugt de vil købe.
Flere havde på den konto valgt at tilbagelægge en ikke uanseelig strækning for et godt tilbud.
Blandt dem Lene Mortensen, der havde taget turen til Skælskør fra Køge:
- Det er billigt – det er fantastisk – det gad jeg godt at køre efter. Det er en god måde at få dem afsat på i stedet for, at de bliver smidt ud – det giver god mening for mig, fortæller hun og tilføjer:
- Så kan jeg lave grød til fryseren, og så har vi grød til hele vinteren. Og så skal jeg nok også sylte nogle i noget portvin og noget rom.
Det er første gang, at Danfrugt forsøger sig med salg i døren – men på baggrund af dagens oplevelser kan der meget vel blive mere af den slags.
- Jeg er vildt positiv over, at alle kommer og er så venlige og søde og vil bakke op om det her, og det er fantastisk at mærke, hvor stor støtte der er til dansk frugt, siger Mai Fruervang og tilføjer:
- Det er skønt, der er så mange, der vil køre efter det.
Ifølge Danfrugt kan frugten være faldet ned som følge af ændrede vejrforhold i foråret, hvor frugten blev bestøvet. Pærerne af sorten Clara Frijs har således hængt løsere end andre frugter, og haft nemt ved at blæse ned.
Af de i alt 20 ton nedfaldne pærer har To Good To Go afsat 4,55 ton til afhentning flere steder på Sjælland.