I weekenden blev en del af opdrætsanlægget ved Musholm A/S påsejlet.
Påsejlingen betød at omkring 70.000 regnbueørreder slap ud i havet nord for Storebæltsbroen.
Udslippet kommer til at koste Musholm A/S et endnu ukendt millionbeløb, men det kan også få konsekvenser for bestanden af havørreder i både Tude å og Halleby å.
Fiskebiolog: De kan genere vilde havørreder
Kaare Manniche Ebert, der er fiskebiolog og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund, er bekymret for, at udslippet af de mange tusinde regnbueørreder kan få konsekvenser for de vilde danske havørreder, der lever i området.
- Det er trist både for ejeren af havbruget, og så er det en belastning for naturen, siger han og fortæller, at det langt fra er første gang, der er sluppet regnbueørreder ud fra danske havbrug.
- Det er faktisk sket ret mange gange før, siger han.
- Og det vi ved, det er, at en vis procentdel af de regnbueørreder vil svømme op i vandløbene. Og deroppe kan de altså virkelig lave noget ballade, siger fiskebiologen.
Han forklarer, at de undslupne regnbueørreder ikke er vant til at leve i naturen. De er opvokset i havbruget.
- De svarer lidt til burhøns, for de er ikke skabt til at klare sig ude i naturen, siger han.
Alligevel har de opdrættede fiske nogle instinkter, der gør, at de kan lave en del ravage, hvis de svømmer op i vandløbene ved Musholm Bugt.
- Der kan ske det, at hunnerne graver i bunden, de samme steder, hvor de vilde havørreder har lagt deres æg. Og på den måde kan de faktisk udrydde eller i hvert fald presse en årgang helt vildt, siger Kaare Manniche Ebert.
Han forklarer, at fiskeæggene dør, hvis de bliver gravet op. Og derudover kan regnbueørrederne også finde på at spise yngel fra de vilde havørreder.
Direktør: Fiskene bliver hurtigt fanget
Niels Dalsgaard er direktør for Musholm A/S, og han mener ikke, at der er grund til at frygte, at de 70.000 regnbueørreder skaber problemer for de vilde havørreder.
- Det, der plejer at ske, er, at de bliver fanget, inden for en periode, siger han om de undslupne fisk.
Og han regner med, at det vil tage et par måneder at indfange dem alle sammen.
- I forhold til havmiljøet har det ikke nogen betydning, siger han og refererer til en tidligere undersøgelse, der viser, at regnbueørrederne ikke blander sig med havørrederne.
- Men det ændrer ikke ved, at de ikke skal være der, og det ændrer ikke ved, at vi mener, fiskene skal fanges hurtigst muligt, siger han.
- Men efter et par måneder, så er der ikke spor af dem, siger direktøren.
God fangst ved Musholm Bugt
Udslippet af de mange fisk har trukket en masse fiskere til Musholm Bugt.
En af dem er Preben Kjær Degnebolig fra Kastrup, der mandag havde heldet med sig.
- Der er en masse regnbueørred, vi skal fange. Og jeg har ikke bestilt andet de sidste 30 år end at fange regnbueørred, så det er jo perfekt, fortalte han.
Og erfaringen viste sig da også tydeligt på standen ved siden af ham, hvor der lå flere nyfangede fisk, da TV2 ØST kom forbi.
Men selvom Preben Kjær Degnebolig havde fået en del fisk på krogen, så var han ikke udelt begejstret for udslippet af de mange fisk.
- Det er ikke rigtig godt, vel? De burde jo bare blive ude i de bure. Men nu er de her, og så må vi jo fange nogle af dem, sagde han.
Også Troels Jepsen fra Store Merløse havde fundet fiskestangen frem mandag.
- Jeg er her for at se, om jeg kunne fange nogle af de her regnbueørred, som er sluppet ud fra Musholm. Dels fordi det kunne være sjovt at fange en, men også for at få dem ud af vandet. De har ikke noget at gøre i vores vand, de forstyrrer havørreder og deres gydning, som sker lige om lidt, så jo flere vi kan få hevet op og få spist jo bedre er det, sagde han.
Men efter en time ved bugten, havde han endnu ikke haft heldet med sig.
- Vi har set dem, så de er her, så det skal nok lykkes på et tidspunkt, sagde fiskeren, der håbede på at få en regnbueørred med hjem til aftensmaden.
- Den har lige smagt friheden, så den skulle gerne smage lidt bedre, sagde han.
Havbiolog: Brug ikke garn til at fange regnbueørreder
De mange fiskere, der er taget afsted for at fange regnbueørrederne, hjælper med at sikre, at de ikke presser den vilde havørredbestand.
Og fiskebiolog Kaare Manniche Ebert regner med, at langt de fleste regnbueørreder vil være døde eller fanget inden for det næste halve år.
Han er dog ikke enig med Musholms direktør om, at undersøgelsen af udslip af regnbueørreder er dokumentation for, at regnbueørrederne ikke vil påvirke de vilde havørreder væsentligt.
- Jeg kender godt den rapport, og det, man har undersøgt, er, om regnbueørrederne gyder de sammen steder, som havørrederne gyder, siger fiskebiologen.
- Men udfordringen er, at vi har nogle vandløb lige omkring Musholm, Halleby Å og Tude Å, som er meget, meget sårbare, de har nogle meget skrøbelige havørredbestande, siger han og fortæller, at hvis bare en procent af de 70.000 regnbueørreder svømmer op i vandløbene, så mener han, at det kan skabe problemer.
- Rapporten er 20 år gammel, den er rigtig fin, men den udelukker ikke, at der faktisk kan være problemer, siger han.
- Der vil de helt klart påvirke havørrederne, siger Kaare Manniche Ebert.
Han er også bekymret for, at de mange fiskere, der lige nu fanger regnbueørreder, kan komme til at påvirke de vilde havørreder.
- Hvis der nu er rigtig mange, der tager ud og fisker med garn, så risikerer man, at de også får de vilde havørreder med hjem. Og sådan et intensivt garnfiskeri kan faktisk presse bestanden, siger han og fortæller, at de havørrederne faktisk er fredede op mod deres gydesæson.
- De skal genudsættes, men en havørred, der har siddet fast i et garn, kan have meget svært ved at overleve, siger fiskebiologen.
Direktør: En tragisk ulykke
Det var natten til lørdag, en erhvervsfisker sejlede ind i en af opdrætsringene i Musholms opdrætsanlæg i Storebælt.
Direktør Niels Dalsgaard kalder ulykken for tragisk og fortæller, at den kommer til at koste firmaet et endnu ukendt millionbeløb.
- Vi har fået store skader på opdrætsanlægget, og vi har brugt hele weekenden på at bjærge opdrætsburet og fiskeren, fortæller han.
- Det giver selvfølgelig en masse arbejde og en masse bekymringer.
- Det er en meget stor opgave.
Fiskene bliver opdrættet i nogle store ringe med netposer i. Den ring, som blev påsejlet, havde en omkreds på 120 meter.
Niels Dalsgaard fortæller, at fiskeren rev hul i opdrætsringens netpose, da hans skrue fik fat i den under påsejlingen.
- Idet han er kommet ind i anlægget, så har han fået nettet i skruen, og så har han flået hele netposen i stykker, og det er den, der holder fiskene inde, og det er derfor der er forsvundet så mange fisk, siger direktøren, der ikke kan forklare, hvordan ulykken kunne ske.
- Vi kender jo mange fiskere og har et godt forhold til erhvervsfiskerne, og vi ved, at det er en erfaren og dygtig fisker, han har et rigtig godt omdømme. Vi kan ikke forklare, hvad der er sket, siger Niels Dalsgaard.
Og ulykken er sket, selvom havbruget er tydeligt markeret.
- Havbruget er mærket af med bøjer, og afmærkning og placering er korrekt, siger han og hæfter sig ved, at der ikke kom nogen personer til skade ved ulykken.
- Der er ikke sket noget med besætningen, der er ikke sket personskade, og der er heller ikke sket noget med vores medarbejdere. Det synes vi, er det vigtigste, siger direktøren.
Musholm A/S kan mandag eftermiddag fortælle, at det fiskefartøj, der påsejlede opdrætsanlægget, nu er befriet fra anlægget, hvor det har siddet fast siden ulykken, samt at firmaet ikke vil politianmelde fiskeren, der påsejlede opdrætsanlægget.
- Vi ser ikke nogen grund til at politianmelde noget, vi ser det som en tragisk ulykke. Der er et forsikringsspørgsmål, og det er vi i gang med at få afdækket, siger han.
TV2 ØST har været i kontakt med fiskeren, der ikke har ønsket at udtale sig, da det endnu er uvist, om der skal afholdes et søforhør i forbindelse med ulykken.