Et stort anlæg med regnbueørreder er blevet påsejlet af en fiskekutter i Storebælt.
Det oplyser ejeren af opdrætsanlægget, Musholm A/S, til TV2 ØST.
- Vi er stadig ved at vurdere skaderne. Vi har bragt anlægget i sikkerhed i bugten ved Musholm, og dykkere og eksperter i maritim sikkerhed undersøger skaderne, siger Niels Dalsgaard.
Påsejlingen skete natten mellem fredag og lørdag, og skete vest for selve Musholm, der er en ø i Storebælt nord for Korsør. Ifølge de første, usikre vurderinger er omkring 70.000 regnbueørreder være sluppet ud i forbindelse med kollisionen.
- Selve ringen, der holder nettene oppe, er der ikke sket store skader på. Men der er sket store skader på nettene nedenunder, siger Niels Dalsgaard.
Uheldet skete i forholdsvist hårdt vejr, men siden er vejret faldet til ro, og det har gjort arbejdet med at sikre ringen lettere.
Fiskekutter blev fanget
Det er en fiskekutter fra Vestjylland, der påsejlede opdrætsanlægget på vej igennem Storebælt. Niels Dalsgaard oplyser, at mandskabet på fiskekutteren efter påsejlingen er blevet på stedet, og har hjulpet med arbejdet med at sikre anlægget og de mange fisk. De kan dog heller ikke umiddelbart komme videre fra stedet, idet det store fiskeskib i dag ligger fanget inde i den store opdrætsring.
- Det er et stort skib, så det er svært at frigøre. Det er noget, som marinskadeeksperter arbejder videre med, siger han.
Skibet er efter alt at dømme kommet ud af kurs, da kollisionen sker. Opdrætsanlægget var placeret korrekt og var afmærket efter reglerne.
Opdrætsanlægget består af en stor ring, der flyder i overfladen. Den er 120 meter i omkreds - og under den i ni meters dybde er en netpose med til at holde fiskene inde i opdrætsringen.
Fiskene var solgt
Fiskene er sunde og stærke og vejede mellem tre og fire kilo stykket. De skulle være slagtet lige før jul, og de var alle solgt på kontrakt, siger Niels Dalsgaard. Han fortæller, at der siden kollisionen har været travlt med praktiske opgaver for at begrænse skaderne.
- Det er en ulykkelig hændelse. Og vi er også rigtig kede af det. Det er lidt på samme måde som lige før høsten at miste frugten af det arbejde, som man har passet igennem lang tid. Det er rigtig ærgerligt - også fordi fiskene kommer til at mangle ude ved de kunder, der har købt dem, siger han.
Musholm A/S oplyser, at de relevante myndigheder er orienteret om uheldet, og de lokale erhvervsfiskere og sportsfiskerforeninger blev orienteret med det samme, og vi kan se at mange er i gang med genfange fisken.