Nyhedsoverblik

77-årig sigtet for forsøg på manddrab efter skudepisode

En 77-årig mand er sigtet for forsøg på manddrab ved at have affyret et side by side haglgevær(bruges normalt til jagt på fugle og småvildt, red.) klokken 01.41 tirsdag den 26. november mod en eller flere hidtil ukendte gerningsmænd.

Det kom frem ved et grundlovsforhør i Retten i Næstved tirsdag aften.

Den sigtede var ikke tilstede ved grundlovsforhøret, da han er blevet opereret og er indlagt på sygehuset.

Manden er også sigtet for fareforvoldelse og ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Han nægter sig skyldig i sagen og dørene ved grundlovsforhøret er blevet lukket, fordi der stadig er en eller flere gerningsmænd på fri fod.

Den 77-årige er blevet varetægtsfængslet for fareforvoldelse mod en eller flere personer og ulovlig våbenbesiddelse

To personer blev skudt under skudepisoden. Begge er nu udenfor livsfare.

Politiet søger fortsat vidner, der har set eller hørt noget natten til tirsdag omkring Bildsøvej og Næsby Strand.

Politiet kan kontaktes på telefonnummeret 114.