12 personer er søndag blevet anholdt efter en demonstrationer arrangeret af Stram Kurs-politikeren Rasmus Paludan i Korsør og i Slagelse.
Det oplyser nyhedsbureauet Ritzau.
Hovedparten af anholdelserne skete i Korsør ved en demonstration søndag formiddag oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
De er tredje gang på to dage, at Stram Kurs-politikeren demonstrerer i byen. I demonstrationerne indgår det, som fast element, at han ødelægger muslimernes hellige bog, Koranen.
- Vi har været massivt tilstede i bydelen, siger Kim Kliver.
Efter demonstrationen tog Rasmus Paludan til Slagelse, hvor han demonstrerede i Nordbyen, hvor demonstrationen dog foregik meget mere roligt.
Politiet har flere gange i løbet af søndagen opfordret til ro.
- Vi kan kun appelere til, at alle besinder sig og opfører sig ordentligt. Vores ønske er virkelig, at det her sker med den størst mulige ro og orden, siger linjechef Kim Kliver fra politiet til TV2 ØST.
Massivt tilstede
Ifølge øjenvidner har der været indsat op mod 100 politifolk i indsatsen i Korsør søndag. Her blev fremmødte moddemonstrenter presset tilbage af politiets køretøjer, og der er angiveligt brugt knipler for at holde dem væk fra den kontroversielle politiker.
- Jeg har ikke viden om brug af knipler, men jeg kan sige, at der undervejs i demonstrationen er kastet ting mod politiet, og at der er blevet affyret kanonslag i området. Derfor er et antal personer også blevet anholdt, siger Kim Kliver til TV2 ØST.
Politiet har tidligere oplyst på Twitter, at ni personer er blevet anholdt. Det er blandt andet sket for at medbringe og affyre kanonslag, og for ikke at adlyde politiets anvisninger. Dagens samlede antal anholdte kom op på 12.
Ingen er angiveligt kommet noget til ved uroen, der i Korsør først for alvor stoppede, da en lokal imam blev kaldt til stedet. Han overtalte en gruppe vrede unge til at forlade stedet.
Flere demonstrationer
Lørdag aften blev en lignende demonstration i Korsør afbrudt af politiet, da der blev kastet sten mod Rasmus Paludan og de betjente, som stod omkring ham. Ifølge politiet var der dog tale om en mindre hændelse.
En anden demonstration i byen lørdag aften samt i Skælskør lørdag har dog ikke givet problemer, oplyser politiet.
Der kan dog være mere på vej. Rasmus Paludan har nemlig på facebook annonceret endnu en demonstration i Slagelse søndag eftermiddag.