Nyhedsoverblik

Automatisk fartkontrol har udstedt nul bøder

Den automatiske fartkontrol på Storebæltsbroen har efter et halvt års drift endnu ikke udløst en eneste bøde.

Det skriver TV 2.

Fartkontrollen, der drives af Sund og Bælt, er en såkaldt strækningskontrol blev sat i drift kort før jul. Her måler i alt tre kameraer, om bilisterne holder en gennemsnitsfart på eller under det tilladte.

Fanger strækningskontrollen nogen, er det Sund og Bælts opgave at sende materialet videre til politiet.

Men det er ikke sket siden december og januar i år. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i et skriftligt svar til TV 2.

- Vi modtager ikke noget fra dem. Der er udskrevet nul. Et stort, rungende nul på strækningskontrol, lyder det fra Søren Skotte, der er politikommissær og leder af færdselsafdelingen.

I februar i år lavede TV 2 Fyn et tjek af, om der blev udskrevet bøder. Her viste det sig, at 31 bilister blev målt til at køre for stærkt, men ingen af dem fik en bøde.

På det tidspunkt skyldtes det ifølge politiet, at billederne, taget af de automatiserede kameraer, er i så dårlig kvalitet, at de ikke kunne bruges til at identificere føreren af bilen. 

Derfor kunne de ikke føre til en sigtelse.