Nyhedsoverblik

Derfor lyser Storebæltsbroen grønt i nat

Kører du over Storebæltsbroen torsdag den 30. maj om aftenen, kan du opleve pylonerne lyst op i grønt.

Det sker for at markere den internationale sclerosedag og gøre opmærksom på de mange i Danmark, der lever med sclerose.

Det oplyser Sund & Bælt, der ejer og driver broen mellem Sjælland og Fyn.

Faktisk er Danmark ifølge Scleroseforeningen det land i verden, som har den højeste forekomst. Her er cirka 19.000 danskere ramt af sclerose. De seneste 20 år er antallet fordoblet, og hvert år kommer der 700 nye tilfælde.

Netop de to regioner, som broen forbinder, er tilmed de to hårdest ramte.

Hos Region Syddanmark er der 332 mennesker med sclerose per 100.000 indbyggere, mens der i Region Sjælland er 325 mennesker med sclerose per 100.000 indbyggere.