Passagerer mellem Slagelse og Ringsted må væbne sig med tålmodighed.
For selvom der er indsat et dieseldrevet pendultog på strækningen for at afhjælpe noget af det togkaos, der opstod fredag, hvor en køreledning blev revet ned, så er det stadig lange køer for at komme videre.
Siden fredag har passagererne skulle med togbus mellem Slagelse og Ringsted.
Søndag formiddag blev en del af togbusserne erstattet af pendultoget, men de rejsende må stadig forvente længere rejsetid.
Billeder fra stationen i Slagelse viser, at mange mennesker står i kø til at komme med enten pendultoget eller togbusser.
Frem til klokken 14.00 kører pendultoget kun hver anden time. Derefter vil det efter planen kører en gang i timen.
Da der kun er plads til, at et enkelt tog kan køre på strækningen, kan DSB kun sætte et pendultog ind frem for de ordinære tog.
Køretider for pendultoget
Slagelse:
Klokken 13.33.
Klokken 14.40.
Ringsted:
Klokken 12.47.
Klokken 14.07.
Klokken 15.15.
Kilde: DSB.
DSB oplyser til TV2 ØST, at der i skrivende stund kører omkring 20 togbusser frem og tilbage mellem Ringsted og Slagelse. Tidligere kørte der cirka 50 busser på strækningen.
Det forventes, at den nedrevne køreledning er hængt op igen søndag aften, og at togene kan køre efter planen igen fra klokken 20.00.
Ifølge DSB skal rejsende forvente minimum en times forlænget køretid.