- Vi håber på det bedste, og så må vi bare tage den bus og se, hvad der sker.
Sådan lyder det fra Jonathan Skau fra Hareskov, da han lørdag middag er på vej ind i en af de togbusser på Ringsted Station, der skal fragte ham videre til Slagelse.
Siden fredag aften har der ikke kørt toge mellem Ringsted og Slagelse. Derfor har passagerer i stedet skulle med togbus på strækningen, hvilket beskrives som problematisk af Jonathan Skau og hans venner.
- Der er mange mennesker, og det er lidt presset i bussen. Man skal skynde sig lidt for at få en plads, og vi ved heller ikke, om vi kan komme med bussen her, siger Willads Rasborg.
- Vi ved heller ikke, om vi har den rigtige billet til at komme ind. Så det er lidt problematisk, tilføjer Phililp Mcguire.
Dagen igennem har der kørt omkring 50 togbusser på strækningen.
Manglende information og hjælp
Trods aflyste tog er stemningen god på Ringsted Station, da TV2 ØST dukker op lørdag middag. Situationen var dog en helt anden fredag aften. Det fortæller Rasmus H.C. Dreyer fra Sorø, som fredag skulle tage toget hjem fra arbejde i København.
Han blev ligesom mange andre smidt af på stationen i Ringsted, hvor der opstod mere og mere kaos i takt med, at der kom flere tog til.
- Der var ingen information, og der var desværre heller ikke nogle medarbejdere til at hjælpe os. Så det blev til et først-til-mølle princip om, hvem der kan komme ind i en bus, og jeg kom aldrig med en bus, fordi det viste sig, at busserne droppede at køre til Sorø af, hvad vi fik at vide.
- Så stillede jeg mig i kø til den almindelig rutebil til Sorø og kom hjem omkring halv ni eller nitiden og var taget afsted fra København ved halvfemtiden.
Derudover kan Rasmus H.C. Dreyer berette om en ophedet stemning blandt buschaufførerne fra henholdsvis Movia-busserne og togbusserne.
- De kunne jo ikke komme til på busholdepladsen med deres busser, og der var en af de lokale bybusser i Ringsted, han holdt hornet i bund i flere minutter og kørte ind i et skilt og fik smadret en rude i ren arrigskab over, at han ikke kunne komme forbi med sin bus, siger han.
Indsætter pendultog på strækningen
Ifølge Rasmus H.C. Dreyer manglede der fredag medarbejdere på stationen i Ringsted, som kunne guide og lave køer til togbusserne.
Lørdag middag var der stadig ingen medarbejdere til stede på Ringsted Station til at hjælpe.
Status er dog, at Banedanmark ifølge DSB er nået et godt stykke med at hænge den nedfaldne køreledning op igen.
- Det kommer til at være gradvis på plads, sådan så vi kan køre normalt fra i morgen aften – altså søndag aften klokken 20.00, siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB, og tilføjer:
- Fra klokken 07.00 i morgen tidlig vil vi kunne benytte noget af banen, og det gør vi på sådan en måde, at vi indsætter et pendultog, der kun kører frem og tilbage mellem Ringsted og Slagelse, som erstatning til de togbusser, der kører.
Flere passagerer har klaget over den manglende kommunikation og oplysning om situation på strækningen. Hvorfor har I hos DSB ikke været til stede?
- Det er en rigtig beklagelig situation. Vi havde ikke personalet i den situation, og det vi gør, er at etablere det her beredskab. Det er tydeligvis ikke et beredskab, som er klar endnu. Men det er noget, vi arbejder på, så vi i fremtiden har et beredskab, der er bedre rustet, svarer Tony Bispeskov.
Ifølge DSB forventes selve årsagen til den nedfaldne køreledning at blive klarlagt i den kommende uge af Banedanmark.