Finalist til ø-pris: - Vi er stolte

Omø er én af tre nominerede til prisen som årets ø. I ansøgningen lagde de vægt på alt det, de har opnået i fællesskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Omø er blandt de tre øer, der er med i finalen om at blive årets ø 2023.

Det oplyser komitéen bag Årets Ø-prisen i en pressemeddelelse. Og nyheden vækker glæde på øen sydvest for Skælskør.

- Det er dejligt. Jeg er stolt og glad på vores ø's vegne. Jeg er glad for, at komitéen kunne se i vores ansøgning, at vores ø selvfølgelig er blandt de bedste, siger Dorthe Winther, der er formand for Omø Beboerforening. 

Et stærkt fællesskab

Temaet for prisen i år er ”øer i udvikling gennem lokale ressourcer”, og netop det lagde Omø Beboerforening vægt på i ansøgningen til titlen, fortæller Dorthe Winther. 

Dorthe Winther er formand for beboerforeningen på Omø, der er med i finalen om prisen som årets ø 2023. Arkivfoto.
Dorthe Winther er formand for beboerforeningen på Omø, der er med i finalen om prisen som årets ø 2023. Arkivfoto. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Vi har lagt vægt på fællesskabet og de ting, vi får igennem, når vi står sammen. Det er både de ting, vi får bygget, men det er også fællesspisninger og det rige foreningsliv, vi har. Når man bor et sted med 50 minutters sejlads til fastlandet, så skal man sørge for at de ting, man gerne vil gå til eller opleve, findes på øen, og det gør vi meget for, siger hun. 

Alle danske øer uden fast broforbindelse har haft mulighed for at ansøge om at vinde titlen som Årets Ø 2023.

Foruden Omø er Fur og Hjarnø også nomineret til prisen som årets ø 2023. Hvilken ø, der løber med titlen, afgør komitéen i starten af maj måned. 

Fakta om de tre nominerede øer

Fur er en stor ø på 22 kvadratkilometer, beliggende i Limfjorden. Der er daglig færgeforbindelse til Branden ved Salling, hvortil overfartstiden er på 5 min.

Fur har dagligvarehandel med postbutik, kro, bryghus og flere andre spisesteder samt gårdbutikker. Øens skole kan tilbyde undervisning til og med 7. klassetrin, en friskole som øens beboere selv åbnede i 2013, da den kommunale skole blev lukket.

Øens foreninger og frivillige står bag initiativer som bosætning, Fur Rundt og Limfjorden Rundt, arrangementer som Muslingedagen, Højskoledagen og Jul på Fur. Øens beboere har også fokus på bæredygtige energiprojekter og udforsker muligheden for mere bæredygtige boformer på Fur.

Fur har 752 beboere (år 2022).

Hjarnø i Horsens Fjord fylder 3,2 kvadratkilometer. Der er daglig og hyppig færgeforbindelse til Snaptun, en tur der tager syv minutter. Øen har deltidslandbrug, campingplads, efterskole, kirke, café samt flere små selvstændige erhverv.

De mange forskellige foreninger sikrer færgedrift, drifter forsamlingshus og tager initiativer, der giver øen et aktivt liv – i tæt samarbejde med kommunen. Øens foreninger arbejder også på gode bosætningsforhold, så Hjarnø kan være en aktiv helårsø – samtidig med at roen bevares.

Hjarnø har 113 beboere (år 2022).

Omø ligger med sine 4,5 kvadratkilometer i skillelinjen mellem Storebælt og Smålandsfarvandet. Der er daglig færgeforbindelse til Stigsnæs færgehavn ved Skælskør – en tur, der tager 45 min.

Øen har en lystbådehavn, en dagligvarehandel og en skole, der tilbyder undervisning til og med 6. klassetrin. Også her er et hav af foreninger, hvor helsårs- og fritidsbeboere hjælpes ad med at skabe aktiviteter hele året. Øens digelaug kæmper for kystsikring af øen, der blev hårdt ramt af en stormflod i 2006. Og øens bosætningsgruppe arbejder for at sikre prøveboliger og på sigt også gerne flere lejeboliger til fremtidige øboere.

Omø har 154 beboere (år 2022).

Kilde: Årets Ø

Inden da besøger komitéen de tre øer i løbet af april, og her får øerne mulighed for at give et konkret indblik i de aktiviteter og fællesskaber, der driver udviklingen på øerne.

- De andre øer er også stærke kandidater, men når komitéen kommer på besøg, så vil vi da gøre vores til, at de kan se, hvor dejligt det er at bo og leve på Omø. Vi er stolte over at være kommet igennem nåleøjet til finalen, og vi synes på en måde allerede, at vi har vundet, siger Dorthe Winther.

Vil bruge det til promovering

Prisen Årets Ø blev oprettet i 2020 af Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd for at fejre og skabe opmærksomhed om de danske ø-samfund i hele landet. 

Førstepræmien er 50.000 kroner, mens anden- og tredjepladsen modtager 25.000 kroner.

Læs også
Ny lov skal gøre det nemmere at købe bolig i yderområder
Læs også
Ny lov skal gøre det nemmere at købe bolig i yderområder

Men prisen kan mere end bare være et økonomisk tilskud, mener Dorthe Winther. 

- Prisen kan også bruges som et skulderklap og en anerkendelse af det, vi går og gør for at gøre Omø til et godt sted at bo, siger hun og fortsætter: 

- Og så vil vi selvfølgelig bruge det til at slå os endnu mere op på, hvor godt et sted vi er, overfor de turister eller tilflyttere, der overvejer at komme hertil. 

Vinderen i 2022 var Strynø, der vandt under temaet ”Fællesskab som drivkraft for lokal udvikling”. I 2020-2021 var det Endelave, der løb med prisen. 


Nyhedsoverblik