Massiv kritik af presset fødeafdeling

Besparelser har forringet arbejdsmiljøet og kvaliteten i tilbuddet til de gravide, lyder kritikken i et opråb fra jordemødre på Slagelse Sygehus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Et trafikuheld i langsom gengivelse. 

Sådan beskriver jordemoder Manja Vilhelmsen Rytter udviklingen på Slagelse Sygehus' fødeafdeling.

quote Vi føler, at man er ved at begå samme fejl som i Roskilde

Manja Vilhelmsen Rytter, jordemoder, Slagelse Sygehus

Siden efteråret 2023 har besparelser og ændringer i arbejdsgangen sat sit præg på personaletrivslen og tilbuddet til de fødende.

Det får nu tre jordemødre til at stå frem med kritik af forholdene på afdelingen.

De mener, at de forandrede arbejdsvilkår, blandt andet i form af lavere normering og mindre tid til de gravide, har bevirket et usundt højt arbejdspres, et forringet tilbud til de gravide og en frygt for, at endnu flere medarbejdere vil forlade fødeafdelingen.

Siden medarbejderne sendte bekymringsbrevet, har en håndfuld medarbejdere sagt op og en række andre medarbejdere har taget orlov.
Siden medarbejderne sendte bekymringsbrevet, har en håndfuld medarbejdere sagt op og en række andre medarbejdere har taget orlov. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Flere medarbejdere har det seneste år sagt op eller taget orlov, efter at besparelserne blev effektueret.

- Jeg frygter en sivblødning. Det føles, som om vi er ved at bløde medarbejdere og motivation. Vi føler, at man er ved at begå samme fejl som i Roskilde, siger Manja Vilhelmsen Rytter.

Læs også
Sygehusdirektør svarer på kritik fra jordemødre
Læs også
Sygehusdirektør svarer på kritik fra jordemødre

I juni 2022 slog flere læger på fødeafdelingen på Roskilde Sygehus alarm. De frygtede, at afdelingen ville kollapse på grund af personalemangel. 

Det resulterede i, at Region Sjælland besluttede at flytte flere gravide kvinder fra fødeafdelingen i Roskilde til regionens andre sygehuse, herunder Slagelse Sygehus.

Det føles, som om vi er ved at bløde medarbejdere og motivation, siger jordemoder Manja Vilhelmsen Rytter fra Slagelse Sygehus.
Det føles, som om vi er ved at bløde medarbejdere og motivation, siger jordemoder Manja Vilhelmsen Rytter fra Slagelse Sygehus. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Prisnominering og bekymringsbrev

I slutningen af maj 2023 var fødeafdelingen på Slagelse Sygehus rigtig godt kørende. I hvert fald på overfladen.

Jordemodercenteret var netop blevet nomineret til Arbejdsmiljøprisen under kategorien "psykisk arbejdsmiljø". 

quote Vi, jordemødre på Slagelse Sygehus, skriver for at fortælle jer, at vores afdelings situation bekymrer os

Fra brevet, underskrevet af 72 jordemødre

Få måneder senere lancerede Region Sjælland endda en ny fødeplan for Region Sjælland, der skulle "styrke indsatsen for gravide og fødende" og have "fokus på arbejdsmiljø".

Under overfladen var en stigende bekymring blandt afdelingens jordemødre dog i gang med at blive nedfældet i et bekymringsbrev, der senere på året, i september 2023, blev sendt til sygehus- og regionsledelsen.

- Vi, jordemødre på Slagelse Sygehus, skriver for at fortælle jer, at vores afdelings situation bekymrer os, og vi frygter for, hvordan fremtiden i afdelingen kommer til at se ud, stod der i brevet, som TV2 ØST er i besiddelse af. 

Brevet blev underskrevet af 72 jordemødre.

Siden medarbejderne sendte bekymringsbrevet, har en håndfuld medarbejdere sagt op og en række andre medarbejdere har taget orlov.

Julie Haas, har arbejdet som jordemoder på afdelingen i seks år. Hun er bekymret for at miste flere medarbejdere i nærmeste fremtid.
Julie Haas, har arbejdet som jordemoder på afdelingen i seks år. Hun er bekymret for at miste flere medarbejdere i nærmeste fremtid. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

I dag er der 82 jordemødre på afdelingen inklusive medarbejdere på orlov og barsel. 17 af jordemødrene arbejder ikke med akutarbejde og fødsler men varetager andre opgaver.

Julie Haas, som har arbejdet som jordemoder på afdelingen i seks år, er bekymret for at miste flere medarbejdere i nærmeste fremtid.

- Det er voldsomt at gå fra at være en af de bedste arbejdspladser til at være et sted, som folk flygter fra, siger hun.

Bekymringsbrevet afstedkom en række møder med sygehus- og regionsledelsen, men det havde ikke haft nogen effekt, mener Manja Vilhelmsen Rytter, der udover sit daglige virke som jordemoder på Slagelse Sygehus også er forkvinde for Jordemoderforeningens Sjællandskreds.

- Det tager år at opbygge et godt psykisk arbejdsmiljø, og så på ét år kan man se, at det bliver ødelagt, siger Manja Vilhelmsen Rytter.

Medarbejderflugt

Fødeafdelingen har i årevis haft succes med at fastholde og tiltrække arbejdskraft. Fra nær og fjern. Flere af jordemødrene pendler for eksempel fra Odense og København.

quote Der er ikke noget patientusikkert eller patientkritisk her. Vi kan stå fuldt inde for den faglige kvalitet og behandling

Cæcilie Trier Sønderskov, konstitueret cheflæge, Slagelse Sygehus

Den udviklingen er vendt, lyder det.

Ifølge tillidsrepræsentant Anja Als Dyhr har fem medarbejdere forladt afdelingen det seneste års tid, fordi det ikke længere var attraktivt at pendle til arbejdspladsen på grund af de nye arbejdsvilkår.

- Det er svært at være jordemoder i, at det så presset hele tiden, og der ikke er så meget tid til restitution, siger Anja Als Dyhr.

- Det kan være svært at få enderne til at nå sammen. Både for personalet og for dem, der skal lægge skemaerne.

10 medarbejdere har desuden taget orlov eller sygemeldt sig blandt andet som følge eller delvist som følge af ændringerne, lyder det.

Ifølge tillidsrepræsentant Anja Als Dyhr har fem medarbejdere forladt afdelingen det seneste års tid, fordi det ikke længere var attraktivt at pendle til arbejdspladsen.
Ifølge tillidsrepræsentant Anja Als Dyhr har fem medarbejdere forladt afdelingen det seneste års tid, fordi det ikke længere var attraktivt at pendle til arbejdspladsen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Besparelserne har ramt stort og småt, fortæller jordemødrene.

Det gælder for eksempel den fysiske fødselsforberedelse, som er blevet erstattet med videovejledninger. Derudover er jordemodertider blevet indskrænket i både antal og varighed. I det små har besparelserne medført, at fædrene nu selv medbringer dyner og puder, hvis de også skal overnatte, og forældrene skal også selv medbringe bleer, ligesom der ikke længere serveres varm mad.

Læs også
Afskaffelse af fødselsforberedelse møder kritik
Læs også
Afskaffelse af fødselsforberedelse møder kritik

Den største besparelse og forandring ses i en lavere normering af jordemødre på fødegangen. Færre hænder til opgaverne.

- Vi er lige akkurat nok på arbejde, hvis der er en plan fordeling af arbejdsbyrden, og det er der generelt ikke på en fødegang. Man bruger meget tid på at være stresset over, om vi er nok, der møder på arbejde, fortæller Julie Haas.

Ifølge tillidsrepræsentant Anja Als Dyhr har besparelserne medført en nedgang på cirka 10 årsværk i Jordemodercentret, hvor det akutte arbejde og fødslerne foregår.

Det betyder, at der som hovedregel møder fire jordemødre ind til en vagt, som før i tiden krævede fem. Ifølge jordemødrene er der sommetider flere udækkede vagter end det.

- Det (besparelserne, red.) har revet det psykiske arbejdsmiljø midt over, siger Manja Vilhelmsen Rytter.

Besparelserne betyder ifølge jordemødrene, at der som hovedregel møder fire jordemødre ind til en vagt, som før i tiden krævede fem.
Besparelserne betyder ifølge jordemødrene, at der som hovedregel møder fire jordemødre ind til en vagt, som før i tiden krævede fem. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Nogle gange må afdelingen sende gravide kvinder til Roskilde, Nykøbing Falster, København eller Odense på grund af for få medarbejdere, fortæller Julie Haas.

- Jeg har været med til at overflytte kvinder, som allerede har været indlagt hos os under opstarten af deres fødsel, men som der så ikke har været hænder til, når de skulle på fødestue. Det er enormt utilfredsstillende både for dem og os. Og det er utrygt for dem, siger hun.

Presset sundhedsvæsen

Fælles for jordemødrenes kritik er, at den retter sig mod de rammer, der er givet fra sygehus- og regionsledelsen samt politikerne i regionsrådet.

quote Jeg synes ikke, at jordemødre skal acceptere, at rammerne er sådan

Manja Vilhelmsen Rytter, jordemoder, Slagelse Sygehus

Ifølge jordemødrene er der tillid til den nærmeste ledelse, afdelingsledelsen, som i deres øjne gør, hvad de kan ud fra de rammer, der er givet. 

- De er afsindigt dygtige, men de får ikke rammerne til at løfte opgaven. De er i en ligeså svær situation som jordemødrene. Fejldispositionerne sker højere oppe i systemet, siger Manja Vilhelmsen Rytter.

I er langt fra den eneste afdeling på regionens sygehuse, der skal spare. Er man ikke nødt til at acceptere situationen, som den er lige nu?

- Jeg synes ikke, at jordemødre skal acceptere, at rammerne er sådan, at man ikke kan udføre sit arbejde ordentligt. Hvis jordemødrene bare accepterede den ringe svangreomsorg, så ville vi også få kritikken bagefter.

- Jeg synes ikke, at man som samvittighedsfuld, fagprofessionel kan acceptere det. Jeg synes faktisk, man er forpligtet til at sige fra, siger Manja Vilhelmsen Rytter.

Trygt at føde i Slagelse

Konstitueret cheflæge på afdelingen, Cæcilie Trier Sønderskov, forstår godt medarbejdernes kritik.

Hun mener dog ikke, at afdelingen er på vej i samme situation, som Roskilde Sygehus endte i for få år siden.

- På ingen måde. Vi er slet ikke der, hvor Roskilde Sygehus var, da de havde det sværest. Vi er en meget mere stabil afdeling, siger hun. 

Konstitueret cheflæge, Cæcilie Trier Sønderskov, fastslår, at man trygt kan være tilknyttet fødeafdelingen på Slagelse Sygehus.
Konstitueret cheflæge, Cæcilie Trier Sønderskov, fastslår, at man trygt kan være tilknyttet fødeafdelingen på Slagelse Sygehus. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Hun fastslår, at man trygt kan være tilknyttet fødeafdelingen på Slagelse Sygehus.

- Der er ikke noget patientusikkert eller patientkritisk her. Vi kan stå fuldt inde for den faglige kvalitet og behandling, siger hun.

Hvad er din reaktion på medarbejdernes udtalelser?

- Jeg er først og fremmest glad og fortrøstningsfuld over, at vi har nogle engagerede og fagligt dygtige medarbejdere, som går op i deres arbejdsvilkår. Jeg kan godt forstå, at det fylder i maven, at vi har snakket økonomi i så lang tid, som vi har, for vi vil meget hellere snakke om faglighed og kvalitet, siger hun.

Fortrøstningsfuld direktør

Cæcilie Trier Sønderskov bemærker, at der udover en "økonomisk opremsning" også er færre penge, fordi flere puljemidler, som blandt andet blev tilført, da afdelingen tog imod fødende fra Roskilde Sygehus, er udløbet. 

- Det forstår jeg godt, de kan mærke. Vi er ikke for få, men vi er færre end sidste år, siger hun. 

Cæcilie Trier Sønderskov fortæller, at de fire fødeafdelinger i Region Sjælland dagligt er i dialog om kapaciteter på afdelingerne. 

- Vi kigger hele tiden på økonomien, budgettet og holder øje på kvalitetsdata. Vi justerer, når vi kan og når der er behov for det, siger hun.

Ifølge Sygehusdirektør, Niels Reichstein Larsen, er kvaliteten på fødeafdelingen for ham at se er "fuldt fagligt tilfredsstillende".
Ifølge Sygehusdirektør, Niels Reichstein Larsen, er kvaliteten på fødeafdelingen for ham at se er "fuldt fagligt tilfredsstillende". Foto: Pressefoto - Region Sjælland

Sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen anerkender kritikken, men han er også fortrøstningsfuld og mener ikke, at fødeafdelingen har kurs mod den situation som fødeafdelingen i Roskilde stod med.

- Det gør jeg ikke, som det er i dag – og det som jeg er umanerlig stolt af, er, at da Roskilde var i de problemer, så havde vi vores stillinger besat, og vi fik tilført nogle midler, så vi kunne modtage patienter fra Roskilde og på den måde hjælpe Roskilde, siger han og tilføjer:

- Så det vil jeg da meget nødigt så i, at det er os, der skal have den hjælp.

Han pointerer derudover, at kvaliteten på fødeafdelingen for ham at se er fuldt fagligt tilfredsstillende.


Nyhedsoverblik