Debatten om Region Sjællands sygehusvaskeri er blusset op igen. Efter sygehusvaskeriet i Holbæk brændte i 2018 har flere lokationer for et nyt sygehusvaskeri været i spil – og for et år siden lagde regionsrådet sig fast på en placering i Tuse lidt uden for Holbæk.
Men en bygning i Slagelse er kommet til salg – hvilket har fået Liberal Alliances Thomas Vesth til at komme med den idé, at regionen skal lade sygehusvaskeriet overtage bygningen i stedet for at bygge et nyt.
Jeg vil blive noget skuffet og overrasket, hvis et flertal vælger ikke at undersøge noget, hvor man kan spare over 100 millioner kroner
Og det selvom grunden til et sygehusvaskeri er allerede købt for ti millioner kroner. For Thomas Vesth mener, at trykkeriet kan alt det, som udbudsmaterialet til det nye vaskeri, efterspørger.
- Den har alle kvadratmeterne – og ekstra i forhold til det, man spørger efter. Den har den rigtige beliggenhed, den har indkørsel, strøm og adskillelse. Den har også en lagerkapacitet, siger han.
Kan spare 100 millioner
Bygningerne i Slagelse tilhører i dag Berlingske Media, men efter B.T. ikke længere udkommer som papiravis, har de ikke brug for trykkeriet.
Derfor er bygningen nu ved at blive rømmet og sat til salg for 23 millioner kroner.
Ifølge Thomas Vesth kan man spare over 100 millioner kroner ved at bruge de eksisterende bygninger i Slagelse fremfor at bygge nyt.
- Jeg synes, vi som regionsrådsmedlemmer har pligt til at undersøge og sørge for, at økonomien er forsvarlig. Vi har haft så mange ting i vores anlægsbudget, der er skredet – så vi må virkelig kæmpe for at holde sammen på pengene, siger regionsrådsmedlemmet og tilføjer:
- Jeg vil blive noget skuffet og overrasket, hvis et flertal vælger ikke at undersøge noget, hvor man kan spare over 100 millioner kroner.
Er blevet 200 millioner dyrere
Byggeriet af det nye sygehusvaskeri ved Tuse er i forvejen blevet langt dyrere, end først planlagt. Fra at et nyt sygehusvaskeriet stod til at koste 70 millioner kroner er prisen nu oppe på 275 millioner kroner for en helt ny bygning indrettet til vaskeri.
Men det rigtige er jo stadig at lade være med at bygge et vaskeri
Forslaget fra Thomas Vesth bliver hilst velkommen hos de konservative.
- Forslaget fra Thomas Vesth er klart et skridt i den rigtige retning. For det koster tilsyneladende 175 millioner kroner i stedet for de 275 millioner kroner, som Socialdemokratiet vil bruge. Men det rigtige er jo stadig at lade være med at bygge et vaskeri. Nu har vi klaret os fint i fem år, og det kan vi fortsætte med, og så sparer vi 275 millioner kroner, siger Helge Adam Møller, regionsrådsmedlem for det Det Konservative Folkeparti.
Arbejdet med et nyt vaskeri er dog så langt, at bygge- og maskinentrepriserne har været i udbud, og de tilbud, der er givet, bliver fremlagt for regionsrådet 7. marts.
Derfor mener regionsrådsformand Heino Knudsen (S) også at forslaget kommer noget sent.
Han ønsker at se det konkrete forslag, før han udtaler sig, men han skriver til TV2 ØST, at forslaget selvfølgelig skal behandles politisk, men at han fortsat står bag beslutningen om, at vaskeriet skal placeres i Holbæk.