Et svensk fragtskib løsrev sig tidligt søndag morgen i Korsør Havn, hvor man frygtede, at skibet ville drive rundt i havnen og beskadige Halvskovbroen, der forbinder det sydlige og nordlige Korsør.
Det oplyser Slagelse Brand og Redning.
- Alle fortøjninger, på nær agter fortøjningen, var bristet, siger Per Eilertsen, indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning.
Hvis der var sket skader på den bro, kunne det have været fatalt
- Havnens folk frygtede, at den sidste fortøjning ville briste, og i forhold til vind og vand ville den blive skubbet mod den oplukkelige Halvskovbro og i værste fald kollidere med broen, tilføjer han.
Halvskovbroen er et trafikknudepunkt i Korsør og forbinder den sydlige og nordlige del af byen.
- Hvis der var sket skader på den bro, kunne det have været fatalt, siger Per Eilertsen og tilføjer:
- Og det er heller ikke rart at have et skib, der nærmest ligger helt på tværs i havnen.
Derfor kontaktede personalet fra Korsør Havn klokken 04.45 både Flådestation Korsør og Slagelse Brand og Redning i håbet om, at de sammen kunne klare opgave med at få det 46 meter lange fragtskib under kontrol og fortøje det til havnen.
Søværnet fra flådestationen indsatte en slæbebåd til opgaven, der skubbede fragtskibet ind til havnen, hvor beredskabet sammen med havnens folk fastgjorde skibet til havnen.
- Ved fælles hjælp har man fået den ind til havnen og fået den fæstnet, siger Per Eilertsen.
Politiet kimet ned
Over hele Sjælland samt på øerne har beredskabet generelt haft en travl nat under stormen Malik, men det har i store træk været til at håndtere.
Både hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi har man i løbet af natten og morgenstunden modtaget mange opkald om væltede træer samt nedfaldne tagsten.
- Vi har fået en del meldinger om væltede træer, og det er pænt spredt ud over hele kredsen, siger Lars Westervig, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Der er ikke store veje, der har været spærret over længere tid, tilføjer vagtchefen.
Længere mod nord bemærker vagtchef Thomas Hartmann hos Midt- og Vestsjællands Politi ligeledes, at der har været mange opkald om væltede træer.
- Men i det store hele, så har vi ikke haft nogen alvorlige anmeldelser, siger han.
Søndag morgen er det fortsat meget blæsende med vindstød op til stærk storm eller orkan i en stor del af landet.
Ifølge begge politikredse er ingen personer kommet til skade under stormen, der flere steder ramte med orkanstyrke.