Nyhedsoverblik

Gratis fuglehuse til natugler og tårnfalke

I Slagelse Kommune uddeles i den næste tid 90 fuglekasser, der skal hjælpe tårnfalke og natugler til at yngle.

Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Tilbage i 2020 gennemførte Slagelse Kommunes Naturforum et lignende projekt med opsætning af kasser til rovfugle hos private.

Her var der efter et til to år 16 tårnfalke, fem par natugler, et par alliker og et par egern i kasserne.

På baggrund af de resultater har de besluttet at gentage projektet.

- Det er altid spændende at få øje på rovfugle, der jager efter føde, ligesom rovfuglene, med deres plads i økosystemerne, er en vigtig del af naturens mangfoldighed - biodiversiteten, siger Ib Larsen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Slagelse.

Borgere i Slagelse Kommune kan indtil den 1. november ansøge om en fuglekasse på kommunens hjemmeside.