Havneby udpeget som vært for Royal Run

Korsør er én ud af i alt fem byer, der skal stå for at facilitere motionsløbet Royal Run i 2025.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Startskuddet til næste års Royal Run bliver affyret den 9. juni – og det vil blandt andet kunne høres i Korsør.

Byen er nemlig én ud af fem værtsbyer, der skal danne rammen for det populære motionsløb i 2025.

Det har Slagelse Kommune netop offentliggjort i en pressemeddelelse.

- Vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til at byde tusindvis af løbere velkommen til Korsør, og vi er meget stolte over at være udpeget til værtsby, siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents (V) og fortsætter:

- Royal Run bliver en kæmpe oplevelse for alle, og vi er klar til at vise Korsør frem og være med til at skabe fantastiske rammer for årets helt store løbeevent.

Der er endnu ikke offentliggjort, om kongen deltager i sit eget motionsløb i Korsør.
Der er endnu ikke offentliggjort, om kongen deltager i sit eget motionsløb i Korsør. Foto: Matthew James Harrison

Royal Run blev afholdt første gang i 2018 i anledning af H.M. Kongens 50-års fødselsdag. Siden da har eventet fundet sted hvert år 2. pinsedag.

Motionsløbet arrangeres af Bevæg dig for livet, som er et initiativ mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.

quote Vi håber, at rigtig mange foreninger, borgere og lokale virksomheder vil byde ind med aktiviteter både før, under og efter løbet

Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

- Vi er meget glade for at kunne være med til at fejre Korsørs jubilæum ved at bringe Royal Run til byen. Vi er sikre på, at vi i et tæt samarbejde kan skabe en stor motionsfest, der minder alle om glæden ved at bevæge sig i fællesskab, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe.

Styregruppen samarbejder tæt med værtskommunerne frem til, at eventet løber af stablen.

Håber på stor lokal opbakning

Korsør Atletik og Motion samt Korsør Erhvervsforening er allerede blevet en del af det kommende løbeevent i Korsør.

Borgmesteren håber dog, at mange flere fra lokalområdet vil bakke op om eventet.

Læs også
91-årig gennemførte Royal Run med rollator og rosé
Læs også
91-årig gennemførte Royal Run med rollator og rosé

- Vi håber, at rigtig mange foreninger, borgere og lokale virksomheder vil byde ind med aktiviteter både før, under og efter løbet, så vi sammen kan sætte fokus på, at det er sjovt at bevæge sig – ikke mindst når vi gør det sammen med andre, siger Knud Vincents.

Tæt på Storebælt

Slagelse Kommune fremhæver i pressemeddelelsen, at Korsørs beliggenhed ved vandet giver rig mulighed for at etablere løberuter, der byder på lidt af hvert - for eksempel den smukke natur langs kysten med Storebæltsbroen i baggrunden eller den brostensbelagte bymidte med charmerende gamle huse og historiske bygninger.

Løbets ruter er ikke på plads endnu, men det ligger dog fast, at deltagerne vil kunne vælge gå- eller løberuter med distancerne One Mile (1,609 km), 5 kilometer og 10 kilometer.

I 2023 var Nykøbing Falster en af de fem værtsbyer. Her løb Dronning Mary, der dengang var kronprinsesse, distancen "one mile".
I 2023 var Nykøbing Falster en af de fem værtsbyer. Her løb Dronning Mary, der dengang var kronprinsesse, distancen "one mile". Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

Der er ikke muligt at tilmelde sig Royal Run 2025 endnu, men det forventes, at tilmeldingen åbner i løbet af november måned.

Læs også
53-årig fik Royal Run-tatovering
Læs også
53-årig fik Royal Run-tatovering

Udover Korsør er Ribe, Viborg og Horsens udpeget som værtsby. Den sidste by er endnu ikke offentliggjort, men den femte værtsby plejer at være København/Frederiksberg, som har været med hvert eneste år.


Nyhedsoverblik