Det gik alt for hurtigt for flere bilister, der i weekenden kørte på Vestmotorvejen ved Storebæltsbroen.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi er kede af det, når folk kører for stærkt. En ting er, at man udsætter sig selv for fare. Man udsætter også de øvrige trafikanter for fare, siger Søren Skotte, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Jeg er ærgerlig over, at vi ser sådan en stor stigning i antallet af folk, der kører for stærkt
Selvom størstedelen kørte pænt, havde mange bilister på strækningen dog så travlt med at komme af sted, at de nu skal have en bøde eller et klip i kørekortet.
I alt blev 10.179 bilister lørdag og søndag kontrolleret i retning mod Fyn på strækningen inden betalingsanlægget, hvor man maksimalt må køre 90 kilometer i timen.
Hele 405 bilister blev fanget i politiets hastighedskontrol, hvor en bilist blev blitzet med 184 kilometer i timen.
Weekendens hastighedskontrol betyder, at bilisten målt til 184 i timen får en betinget frakendelse af kørekort. Derudover blev der uddelt syv klip i kørekortet til bilisterne på strækningen.
Politiet har i forvejen fokus på den pågældende motorvejsstrækning og måler jævnligt farten hos trafikanterne.
- Der er en relativ stor procentdel, der kører for stærkt på strækningen, og derfor har vi den som et særligt fokus, siger Søren Skotte.
Måler flere fartbilister
Desuden viser den seneste hastighedskontrol ved Storebæltsbroen ifølge politiet, at flere bilister igen kører for hurtigt efter en periode med faldende fartbilister.
- Vi har efter en periode med relativt få hastighedsovertrædelser set mange, der kører for stærkt. Jeg ved ikke, om det er juletravlheden, der er ved at sætte ind, eller hvad pokker det er. Men jeg er ærgerlig over, at vi ser sådan en stor stigning i antallet af folk, der kører for stærkt, siger Søren Skotte.
Særligt under coronapandemiens nedlukninger og en længere periode med høje brændstofpriser har politiet kunne konstatere, at antallet af fartbilister er faldet.
Derfor kommer Søren Skotte med en bøn til trafikanterne på vejene:
- Lad os nu alle sammen få en så god jul som muligt. De, som har prøvet at miste nogen i et færdselsuheld, kender konsekvenserne. Så opfordringen er at sætte farten ned, kør sikkert og kom hellere fem minutter for sent.