Merete Petersen, der er frivillig i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Skælskør, har fået en ny funktion.
Hun leder efter ting på butikkens hylder, som hun kan sætte til salg på genbrugsbutikkens Facebook-side.
- Vi lægger billeder ind af varen og giver den et varenummer, og så kan kunderne gå ind og sige, jeg vil gerne købe den og betale via Mobilepay, forklarer hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Nedlukningen af Danmark betød nemlig også, at genbrugsbutikker landet over skulle lukke. Men siden midten af januar har de frivillige i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Skælskør i stedet solgt de brugte varer på nettet.
- Det er gået over al forventning, siger Mona Christensen, der er daglig leder i genbrugsbutikken.
- Vi har rigtig mange kunder, og vi har dem langvejs fra, så jeg synes, at det er flot, at man på en månedstid kan have over 200 ekspeditioner ud ad bagdøren, siger hun.
Og erfaringerne med det digitale salg har været så gode, at det har givet blod på tanden i genbrugsbutikken.
- Hvad med at fortsætte, når vi lukker op, at vi også sideløbende kan have et online salg også, det kan godt være, siger Mona Christensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Pressede varmestuer
Det er ikke kun for at tilfredsstille genbrugsglade kunder, at genbrugsbutikken i Skælskør er gået digitalt.
Kirkens Korshær har 200 genbrugsbutikker på landsplan, og de mister ugentligt 2,5 millioner kroner, fordi genbrugsbutikkerne skal holde lukket.
- Der er rigtig meget brug for penge til varmestuerne, og det er jo nu, der er brug for det, forklarer Mona Christensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Kirkens Korshærs varmestue i Ringsted er en af de varmestuer, hvor de mærker, at der er flere, der har brug for deres hjælp i denne tid.
- Vi mærker tydeligt, at der er mange andre tilbud, der er lukket ned, og at der nærmest kun er os tilbage her i Ringsted Kommune. Så vi har ekstra travlt pt, siger Mikkel Benzner, der leder Kirkens Korshærs Varmestue i Ringsted.
På varmestuen laver de dagligt frokost og sociale arrangementer for udsatte borgere, men manglen på penge fra genbrugsbutikkerne var tæt på at spænde ben for det hele.
- Man må jo finde på nogle løsninger, og det var jo simpelthen, at man måtte lukke varmestuerne ned og sende de ansatte hjem og få noget lønkompensation den vej, fortæller Mikkel Benzner.
Men sådan endte det ikke. Politikerne i Ringsted tog affære og besluttede at give et ekstraordinært tilskud til driften af varmestuen på 60.000 kroner om måneden.