Lange ventelister til iskold hobby - her må de vente et år

Hos Storebælt Vinterbadere er der over 60 mennesker på venteliste. Det har de ikke prøvet før.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mens de seneste dages råkolde vintervejr har givet udfordringer og bekymringer hos mange, så er der nogle, der ikke kan få armene ned.

For er man typen, der gerne kaster sig i bølgen blå i vinterhalvåret, så er det nye års forudsætninger helt efter bogen.

- Jeg vil gerne være vinterbader, og det synes jeg ikke, man kan kalde sig, hvis man ikke går i vandet om vinteren, siger Laila Andersen, efter hun fredag formiddag havde været en tur i vandet ved Storebælt.

quote Jeg kan jo godt forstå, andre gerne vil være med. Det er rigtig dejligt og så er der et godt fællesskab og godt humør

Catja Oppermann, formand, Storebælt Vinterbadere

Hun har vinterbadet siden oktober og er derfor ny i vinterbadermiljøet, men hun er langt fra den eneste, der har fået øjnene åbnet for den iskolde hobby.

Lange ventelister

Hos Storebælt Vinterbadere, der holder til i Korsør, har de omkring 60 personer på venteliste.

- Den er vokset fra 0 til over 60 her i år. Så ventelister er et nyt fænomen for os, siger formand for klubben, Catja Oppermann.

Der er i øjeblikket 503 medlemmer i den vestsjællandske klub. Selvom der i selve Storebælt selvfølgelig er plads til endnu flere, så holder klubben altså igen med at tage imod flere. 

Det skyldes faciliteterne på land.

Catja Oppermann har været formand for Storebælt Vinterbadere siden februar 2023.
Catja Oppermann har været formand for Storebælt Vinterbadere siden februar 2023. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST - Arkivfoto

For de fleste går vinterbadning og sauna nemlig hånd i hånd. Og her kan klubben mærke presset, hvis der er for mange med adgang. 

- Vi bliver nødt til at sikre os, at vi ikke siger ja til noget, der ikke er holdbart. Der er tilbagemeldinger om, at der er perioder med mange mennesker i sauna og omklædningsfaciliteter, siger Catja Oppermann.

Det er til trods for, at klubben for nogle år siden udvidede omklædningskapaciteten og tilføjede blandt andet et tekøkken til medlemmerne. 

Naturens lykkepille

Længere inde på Sjælland er der også rift om pladserne i vinterbadeklubberne. I Sorø, hvor man bader i søvand i stedet for saltvand.

Her er der også omkring 60 på venteliste, og det er ikke muligt at skrive sig op længere, da klubben ikke kan love, at man bliver optaget i den nærmeste fremtid.

Benny Christiansen er en af de heldige, der har sikret sig et medlemskab, mens hans bedre halvdel måtte stå på venteliste et helt år, før hun fik plads. 

Benny Christiansen er medlem af Sorø Vinterbadeklub.
Benny Christiansen er medlem af Sorø Vinterbadeklub. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

For parret er det ren velvære at kunne vinterbade og bruge saunaen. 

- Det er jo naturens lykkepille. Man har det jo godt, når man har været herude på den tur, siger Benny Christiansen. 

Medlemstal mangedoblet

På landsplan er antallet af medlemmer i vinterbadeklubberne også kun gået én vej.

I 2009 var der lige knap 11.000 medlemmer i de danske vinterbadeklubber. Det tal er pr. 20. oktober 2023, som er den seneste opgørelse fra Vinterbadeforeninger i Danmark, der organiserer klubberne, steget til 72.543.

Og spørger man medlemmerne i Korsør, så er der mange gode grunde til at springe i det iskolde vand og sætte sig på træbænkene i saunaen.

Jimmy Diekelmann tager fra Slagelse for at vinterbade i Storebælt.
Jimmy Diekelmann tager fra Slagelse for at vinterbade i Storebælt. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST - Arkivfoto

- Det giver mig ro. Hvis man har lidt for mange spøgelser i hovedet, så kommer tankerne hen på noget andet. Og så er det hyggeligt at være herude, siger Jimmy Diekelmann.

- Jeg har altid været fascineret af vinterbadning og så bliver man helt glad af det, lyder det fra Laila Andersen.

Kommer igen i morgen

Formanden for klubben i Korsør er da også overbevist om, hvad det er, der får badegæsterne til at trodse minusgrader og århundredets snestorm for at sænke kroppen ned i Storebælt for en stund.

- Jeg kan jo godt forstå, andre gerne vil være med. Det er rigtig dejligt og så er der et godt fællesskab og godt humør, siger Catja Oppermann.

Læs også
Bent Søegaard er 80 og går til fitness - det er opskriften på en sund alderdom
Læs også
Bent Søegaard er 80 og går til fitness - det er opskriften på en sund alderdom

For at ventelisterne kan kommes til livs, skal der i sagens natur enten større kapacitet eller udskiftning i medlemmerne til.

Men det bliver ikke Jimmy Diekelmanns plads, der kan overtages som den første.

- Jeg fortsætter, så længe det er koldt nok, så jeg kommer nok også herned i morgen.


Nyhedsoverblik