Lars Simony er uddannet laborant og arbejder til daglig for Novozymes i Bagsværd, men han har en helt særlig og voksende hobby hjemme i privaten i Slagelse.
Her producerer han nemlig italiensk gelato og sorbet i mange forskellige smagsvarianter. Det har han gjort de sidste fem år, og som i mange andre iværksættereventyr startede rejsen med et selvoplevet behov.
- Efter en rejse nede sydpå smagte vi noget kokosis, og mine børn kunne godt lide kokosis, og jeg kunne simpelthen ikke finde noget kokosis i frysedisken. Så blev jeg jo nødt til selv at eksperimentere og lave noget kokosis, fortæller Lars Simony.
Udvider produktionen
I starten var det kun familien, der nød godt af Lars Simonys hobby, men for tre år siden oprettede han et CVR-nummer til isfirmaet Simony Gourmet Is på opfordring fra en god ven.
- En god ven, som jeg rejser meget med, som sagde, du skal da starte et lille firma med det her, fortæller Lars Simony.
Sidste år solgte Lars Simony omkring 500 liter is og producerede i sommermånederne mellem 20 og 30 liter om ugen. I fremtiden vil han gerne sælge mere, og derfor er han i fuld gang med at etablere et nyt produktionskøkken i kælderen i hjemmet i Slagelse.
Fødevaremyndighederne stiller nemlig højere krav, når man når en omsætning på en hvis størrelse.
- I det jeg har planer om at overskride den grænse, så bliver jeg nødt til at gøre for at leve op til de krav, der nu er til produktion, siger Lars Simony.
Provokerende varianter
Inspirationen til isvarianterne finder han stadig på udlandsrejser, som dengang med kokosisen.
- Engang var jeg i lufthavnen i Beijing og fandt en utrolig lækker frugtjuice med kiwi og appelsin og tænkte, den skal jeg da prøve at lave som sorbet, fortæller han.
Med sin faglige baggrund som laborant er Lars Simony ikke bange for at eksperimentere, og det bruger han også i isproduktionen. Ifølge ham må isvarianterne nemlig godt både overraske og provokere.
- Der skal være plads til klassikerne, men der skal også være plads til nogle provokatører, som jeg kalder det. Nogen, som er lidt skæve. Hvor jeg nok lige skal dele en smagsprøve ud af først, før folk tænker, at den skal de også have. Det kunne for eksempel være en sorbet med citron og basilikum, som jeg engang så på instagram, siger han.
Selvom Lars Simony lige nu udvider forretningen, har han ingen planer om at undvære sit faste job i fremtiden.