Miljøaktivisterne i foreningen Rent Havmiljø Nu føler sig snydt af miljøministeren, som, de mener, har vildledt dem.
- Han kalder sig havets minister. Det klinger meget hult.
På et pressemøde den 12. december meddelte miljøminister Magnus Heunicke (S), at man havde frataget virksomheden Industrial Water Solution (IWS), der tidligere var kendt som RGS Nordic, to konkrete tilladelser til at importere olieholdigt spildevand fra Norge.
Det udløste stor begejstring blandt de lokale fiskere og miljøaktivister, der i årevis har kæmpet mod IWS' udledning af spildevand ved Stigsnæs rensningsanlæg.
- Det er 20 års arbejde, der kulminerer nu. Det er bare skide dejligt, sagde Jan Rasmussen, formand for Rent Havmiljø Nu til TV2 ØST i december.
Miljøministeren, der efter endt pressemøde selv var kørt til Agersø for at overbringe nyheden, blev mødt med flag og stor jubel.
Troede de var kommet i mål
Men foruden de to fratagede tilladelser har IWS fortsat fire andre tilladelser til at importere spildevand fra den norske olie- og gasindustri.
Oplysninger, der kommer bag på Jan Rasmussen.
- Så var vi jo slet ikke kommet ud med hænderne oppe over hovedet. Jeg mener, vi er blevet ført bag lyset, siger Jan Rasmussen mandag til DR.
Det betyder, at virksomheden fortsat kan importere og udlede norsk spildevand.
Den 12. december udtalte Magnus Heunicke (S) til TV2 ØST, at to bestemte tilladelser til import stopper øjeblikkeligt, og at man desuden er nødt til at gå igennem hver eneste importtilladelse, der er, for at tjekke dem.
Han ville dog ikke udelukke, at spildevand kunne importeres ifølge andre tilladelser.
Skuffelsen er stor
- Det er jo som en kæmpe mavepuster, for ministeren var jo nede og sige det til os - og der blev ikke nævnt et ord om det, siger Jan Rasmussen mandag eftermiddag til TV2 ØST.
- Han kalder sig havets minister. Det klinger meget hult.
Jan Rasmussen oplyser, at man i foreningen Rent Havmiljø Nu vil fortsætte kampen mod spildevandsudledningen.
- Vi forlanger selvfølgelig, at importerne skal stoppe al udledning.
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra miljøministeren. Det har mandag eftermiddag ikke været muligt.
Ifølge DR har Enhedslisten og Alternativet indkaldt miljøministeren til samråd.