- Det er det eneste rigtige at gøre. Den import kan ikke fortsætte.
Sådan siger miljøminister Magnus Heunicke (S), efter han har besluttet at stoppe importen af forurenet, norsk spildevand til selskabet IWS (det tidligere RGS Nordic) i Skælskør.
Han oplyser, at tilladelserne til importen på to bestemte tilladelser stopper øjeblikkeligt, og at skibe, der måtte være på vej med forurenet vand ifølge importaftalerne derfor ikke må aflevere vandet i Danmark.
Det er 20 års arbejde, der kulminerer nu. Det er bare skide dejligt
Han vil dog ikke udelukke, at skibenes spildevand kan afleveres ifølge andre importtilladelser.
- Vi er nødt til at gå igennem hver eneste importtilladelse, der er, for at tjekke dem, siger han.
Spildevandet fra Norge indeholder en smule olie, og importen foregik derfor for at fjerne og genanvende denne olie.
Omkring 3,5 procent af spildevandet er da også faktisk blevet genanvendt.
Men hovedparten af vandet var almindeligt spildevand, som indeholdt en række giftstoffer og tungmetaller, der blev fortyndet med andet vand og derefter ledt ud i Agersø Sund mellem Agersø og Skælskør.
Det er dette forhold, som ministeren nu erklærer for nærmere en bortskaffelse, som er ulovlig, end en genanvendelse.
Kæmpet i årevis
I afgørelsen fra miljøministeren fastslås det, at importen af spildevandet ikke skete for at genanvende vandet, men reelt for at bortskaffe det. Og det er ikke tilladt, understreger ministeren.
- Vi skal ikke belaste vores i forvejen pressede havmiljø endnu mere ved at importere andre landes spildevand, siger han.
Han begrunder blandt andet beslutningen med det skrøbelige havmiljø i Agersø Sund som en forklaring på indgrebet.
I Skælskør har en række borgere gennem en årrække arbejdet på at stoppe udledningen.
De seneste år har kampen været organiseret i foreningen Rent Havmiljø Nu, hvor fisker Jan Rasmussen er formand.
Han er begejstret over afgørelsen.
- Det er 20 års arbejde, der kulminerer nu. Det er bare skide dejligt, siger han bramfrit.
Han mener, at det er på tide, at der nu gribes ind.
- Det her har været galt længe, men ingen har villet røre ved det. Miljøministeren her skal have et klap på skulderen. Han er den første i 20 år, der har villet høre på os og gøre noget for havmiljøet, siger han.
Skal fejres
20 års kamp, der krones med sejr er en stor ting. Derfor skal beslutningen også fejres tirsdag, oplyser Jan Rasmussen.
Her vil foreningens medlemmer mødes hjemme hos en af de andre fiskere - og meget tyder på boblevand i glassene, når der skal skåles.
- Vi slagter de flasker, vi skulle have til nytår, siger han.
Tirsdag skal de også snakke om det næste træk i kampen for et bedre havmiljø.
- Sådan som det ser ud derude, så er vi dæleme ikke færdige. For det første, så kommer det til at tage mange år, før naturen har rettet sig ovenpå det her med spildevandet. Men nu starter kampen for at stoppe forureningen og hele spørgsmålet om blandingszoner for spildevand i havet, siger han.
- Vi er i den situation, at der er rigtig mange problemer. Jeg ved ikke, hvem der er skyldig i, at det ser sådan ud, men der bliver bare hældt virkelig meget lort i havet, som på mange måder er problematisk, siger han.
Virksomhed beklager
IWS, det tidligere RGS Nordic, fik allerede mandag besked om, at deres tilladelse vil blive inddraget.
Her beklager den administrerende direktør, Jan Glerup, nu beslutningen i en skriftlig meddelelse.
- Beslutningen om at ophæve vores to notifikationer for import af oliespildevand fra Norge var ventet, set i lyset af Miljøministeriets ændrede administrationsgrundlag, lyder det fra direktøren.
- Vi tager afgørelsen til efterretning og vil nu fokusere vores indsats i Industrial Water Solutions (IWS) på at servicere det danske marked for rensning af industrielt spildevand, hvor vi lige nu oplever en stigende efterspørgsel. Samtidig fortsætter vi med at betjene kunder internationalt under de nye rammevilkår, siger han.
Minister: Flere sager på vej
Virksomheden kan dog blive ramt af andre problemer, oplyser miljøminister Magnus Heunicke.
- Miljøstyrelsen har været på inspektion i virksomheden og fundet en række sager, og det kan nu rumme både påbud og en grundlæggende anderledes måde, de skal arbejde på. Arbejdet slutter ikke her, siger han.
Også de skibe, som spildevandet bliver transporteret til Danmark i, er blevet inspiceret af myndighederne.
- Kontrollerne har vist, at der er meget meget at komme efter. Det arbejde er i fuld gang, siger ministeren.