Nyhedsoverblik

Manglende tilslutning til fjernvarmeprojekt

Efter et par år med meget stor interesse for at få fjernvarme, kniber det nu med at få tilmeldinger til det nye fjernvarmeprojekt i Slagelse Nordvest.

Og projektet risikerer derfor at blive droppet, oplyser energiselskabet Envafors i en pressemeddelelse.

- Da energikrisen var på sit højeste og gaspriserne tog himmelflugten skreg boligejere fra hele kommunen på mere fjernvarme, fortæller Carsten Lunde, der er varmechef hos Envafors. 

Mens der flere steder i Slagelse i øjeblikket bliver arbejdet på højtryk for at få indlagt fjernvarme, halter det med borgernes tilslutning til projektets næste etape ved nordvestkvarteret.

Der mangler angiveligt tilmelding fra 40 boligejere, hvis minimumsgrænsen skal nås, oplyser selskabet i pressemeddelelsen.

Fristen for tilmelding til fjernvarmeprojektet udløber 1. april.