- I dag går der alt for lang tid fra, at en kriminel beboer bliver dømt for en lovovertrædelse, til at vedkommende sættes ud af sin bolig.
Artiklen fortsætter under videoen.
VIDEO: Statsministeren kom med flere forslag til at straffe kriminelle hårdere i sin åbningstale i Folketinget i går
Der skal være nemmere at smide kriminelle beboere ud, hvis det står til regeringen. Et forslag, der er direkte affødt af den ballade, som har været på Motalavej i år og som fik formand for BoligKorsør, Ebbe Ahlgren, til at sende et åbent brev til regeringen tidligere på året.
- Det var jo med en forhåbning om, at hun ville lytte til det. Men at hun så tager det med i sin åbningstale, det er jeg faktisk rimelig stolt af, lyder det fra en tilfreds Ebbe Ahlgren dagen efter åbningstalen.
I starten af september besøgte statsminister Mette Frederiksen (S) Motalavej oven på nogle måneder med blandt andet masseslagsmål, våbenbrug og anholdelser i det korsoranske boligområde.
Grafik: Få overblik over sommerens uro på Motalavej
Kortere proces
Som lovgivningen ser ud i dag, kan en beboer først smides ud, når vedkommende har fået behandlet sin sag i byretten og senere også er fundet skyldig i landsretten, såfremt sagen ankes.
Jeg vil altså hellere beskytte 7.000 lejere frem for nogle få kriminelle dømte og deres familie
Det er den proces, Ebbe Ahlgren vil have gjort kortere, sådan så en beboer kan smides ud, hvis vedkommende kendes skyldig i byretten, uanset om sagen ankes i landsretten.
- Jeg vil altså hellere beskytte 7.000 lejere frem for nogle få kriminelle dømte og deres familie, siger boligformanden.
Slagelse Kommunes borgmester, John Dyrby Paulsen (S), håber i tillæg til en kortere udsmidningsproces, at regeringen sikrer, at beboere ikke kan flytte ind i en lejlighed i nærheden af den, de er blevet smidt ud fra.
- Man skal ikke bare flytte over i nabolejligheden eller over på den anden side af vejen. Jeg ved godt, der er mange udfordringer i det, men det nytter ikke noget, at vi bare lukker øjnene, fordi det er svært, siger borgmesteren.
Artiklen fortsætter under billedet.
Jytte Lindgård er advokat og formand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, et netværk af advokater, der beskæftiger sig med udlændingeret. Hun er lunken ved idéen om at fjerne et retsligt led, når en beboer skal smides ud af sin bolig.
- Hvis det i øvrigt er sådan, at man kan smides ud af sin lejlighed, så er det også et retsanliggende, siger hun.
- Det må gerne gå stærkt
Nu er det så op til regeringen at finde et flertal til deres forslag, før det kan blive til lov. Boligminister Kaare Dybvad (S) fortalte i går til TV2 ØST, at forslagene allerede fremlægges for folketinget i denne uge.
Ebbe Ahlgren er da også fortrøstningsfuld.
Jeg synes også gerne, det må gå stærkt, så vi kan få noget ro herude igen
- Jo før desto bedre. Det skal jo ikke tage flere år, men det tror jeg heller ikke, det kommer til. For der er jo nok nogle i Folketinget, der holder statsministeren op på det her, lyder det fra formanden for BoligKorsør.
En af de beboere på Motalavej, vi snakkede med i dag, ser ligeledes frem til, at der sker noget.
- Jeg synes også gerne, det må gå stærkt, så vi kan få noget ro herude igen. Så vi kan få de gamle dage tilbage igen, hvor her var dejligt at være, her var meget mere socialt, og folke turde gå ud. Det gør de jo ikke rigtigt mere, siger Susanne Synnestved, der har boet på Motalavej i snart fem år.
I morgen torsdag den 8. oktober holder en række ministre pressemøde, hvor de "vil præsentere initiativer mod utryghedsskabende adfærd".