Nedrivningen af 164 boliger skal skabe forandringer

Onsdag markerede starten på en omfattende renovering af Motalavej i Korsør, som er på regeringens liste over parallelsamfund i Danmark.

Onsdag blev det første store skridt taget i omdannelsen af boligområdet Motalavej i Korsør.

quote Jeg tror ikke, at der er nogen borgmester i Danmark, der drømmer om at stå på en ghettoliste

Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

Her blev den første mursten fjernet i det, der bliver en omfattende renovering for over en halv milliard kroner.

- Planen er, at vi skal rive 164 boliger ned og totalrenovere de resterende boliger, siger Anders Anthoni, der er formand for BoligKorsør. 

Negative begreber som ghetto og parallelsamfund har i mange år klæbet sig til området.  Politiet har før oprettet visitationszoner i området, hvor de flere gange har måttet rykke ud til uroligheder.

Renoveringen af Motalavej er finansieret af huslejestigninger og Landsbyggefonden. Det forventes at være helt færdig i maj måned 2030.
Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Fra 2014 til 2020 var Motalavej på regeringens liste over parallelsamfund.

I 2021 kom de af listen, men blev igen stemplet som parallelsamfund i december 2023. En stempling, der kom bag på flere beboere

En del af ''ghettopakken''

Nedrivningen af Motalavej trækker tråde tilbage til 2018, hvor et flertal i folketinget vedtog den såkaldte ghettopakke, som skulle forandre udsatte boligområder og såkaldte parallelsamfund i Danmark.

Hvad er et parallelsamfund?

Et parallelsamfund betegnes som et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.

Derudover skal mindst to ud af disse fire kriterier være opfyldt:

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent, opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.

  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet, opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.

  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kilde: Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Aftalen indebar blandt andet en målsætning om, at andelen af almene familieboliger i udvalgte områder højst må udgøre 40 procent inden 2030.

De mange år på listen får nu konsekvenser for Motalavej, hvor omdannelsesplanerne nu sættes i gang - til stor glæde for Slagelses borgmester Knud Vincents (V).

Sådan så det ud, da de første mursten blev fjernet.
Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST.

- Jeg tror ikke, at der er nogen borgmester i Danmark, der drømmer om at stå på en ghettoliste, siger han og fortsætter:

- Det vigtigste er, at vores borgere har et område, de kan trives i og færdes godt og trygt i. Det tror jeg også på, at man kan her i området. 

164 boliger skal rives ned 

Motalavej består af 28 boligblokke og 817 boliger, hvoraf 732 er almene familieboliger.

Ifølge kommunens byggeplaner vil man fokusere på afdeling 35, som i dag rummer 420 almene familieboliger. Disse vil blive reduceret til 256 almene boliger.

Totalrenovering af 115 lejligheder er så småt begyndt. De forventes at stå klar til indflytning i 2030.
Totalrenovering af 115 lejligheder er så småt begyndt. De forventes at stå klar til indflytning i 2030. Foto: Frederikke Hobye - TV2 ØST

Hertil skal boligblokkene ombygges til renoverede etagehuse og rækkehuse, ligesom udendørs arealerne skal gøres mere attraktive.

Allerede nu er man startet på en totalrenovering af i alt 115 lejligheder, fortæller Anders Anthoni, der er formand for BoligKorsør.

Derfor er Motalavej på listen over parallelsamfund

Motalavej er på Social-, Bolig- og Ældreministeriets liste over parallelssamfund per 1. december 2023.

Den 1. december 2023 boede der 1.456 beboere i boligområdet Motalavej. For at komme på listen over parallelsamfund skal boligområdet huse mindst 1.000 beboere.

Derudover opfyldte Motalavej følgende kriterier, der gjorde, at boligområdet fik en plads på listen:

  • 53,1 procent af beboerne er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

  • 2,23 procent af beboerne er dømt for at overtræde af loven.

  • 71,8 procent af beboerne i alderen 30-59 år har alene har en grunduddannelse.

Kilde: Udsatteomraader.dk

Han håber, at forskønnelsen af området er nok til at få Motalavej af listen over parallelsamfund og omdannelsesområder. 

- Forhåbentlig kommer vi af alle de lister, vi er på. Det ville være synd, hvis vi ikke gjorde, for så ville det jo være spildt arbejde, siger han.

- Det er med til at stigmatisere hele området, og folk kan begynde at skamme sig en lille smule over at bo herude. Vi skal helst af de her lister, så folk kan føle noget stolthed ved at bo herude, for det er et dejligt boligområde.

Slagelses borgmester, Knud Vincents (V) var onsdag til stede ved Motalavej for at møde beboerne og tale om fremtiden for boligområdet.
Slagelses borgmester, Knud Vincents (V) var onsdag til stede ved Motalavej for at møde beboerne og tale om fremtiden for boligområdet. Foto: Frederikke Hobye - TV2 ØST

En af de beboere, der var kommet for at se den første mursten blive fjernet, var Else Danslev.

Hun har boet på Motalavej i 26 år og er lige nu genhuset, mens hendes lejlighed skal totalrenoveres. 

- Det er godt sted at bo, her er gode naboer og et godt miljø herude, synes jeg.

Læs også
Udsat boligområde stemplet som parallelsamfund: - Det er ærgerligt
Læs også
Udsat boligområde stemplet som parallelsamfund: - Det er ærgerligt

Else Danslev kan sammen med flere af sine naboer se frem til at være genhuset i fire år, indtil de nye boliger står klar. 

Renoveringen af Motalavej er finansieret af huslejestigninger og Landsbyggefonden.

Det forventes at være helt færdig i maj måned 2030.


Nyhedsoverblik