Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Arbejdet med at rejse den nye skov startede tilbage i 2012 og er et samarbejde mellem Slagelse Kommune og Naturstyrelsen.
Planen har fra starten været løbende at opkøbe jord i området i takt med, at det blev muligt. Den strategi gav for alvor pote i 2023, hvor det nye skov- og naturområde blev fordoblet i størrelse. Her blev der tilføjet 102 hektar jord via en stor jordomfordeling, hvor lodsejere i området solgte deres jord.
I løbet af de sidste par måneder er der på det nye jordområde blevet anlagt parkeringsplads, vandhuller og en sti fra Lille Valby til Slagelse.
- Plantningen af træerne markerer sidste fase i denne udvidelse af Nordskoven. Det er nu konturerne af den fremtidige skov for alvor kan erkendes i landskabet, og sammenbindingen mellem ny og ”gammel” skov realiseres, siger Jane Skov Lind, Skovridder ved Naturstyrelsen Storstrøm.
Når træerne plantes er de cirka 40 centimeter høje, men forventningen er, at de om syv til otte år vil være så høje, at det vil føles som en skov.