En række uddannelser er blevet samlet under betegnelsen FGU.
Den nye FGU-uddannelse skal hjælpe unge mellem 18 og 25 år med at komme ud på arbejdsmarkedet eller i videre uddannelse.
Mandag åbnede FGU officielt rundt om i regionen og børne- og uddannelsesminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) var med ved åbningen i Korsør.
- Jeg tror, at det her bliver et supergodt uddannelsessted for de unge, og noget som vi virkelig manglede, da jeg selv var ung. At man har et sted, hvor man kan gå hen, hvis ikke man går den dér slagne vej, siger hun til TV2 ØST.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ministeren er selv vokset op i Korsør, og hun glæder sig over at de unge i byen har nogle helt andre muligheder, end der var, da hun boede i byen.
- Kvaliteten af det, der er her, er jo noget helt andet, end da jeg var ung. Og heldigvis for det, fordi der var der godt nok meget at savne, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.
OM FGU
- FGU er en ny uddannelse, der forbereder unge på at gå i gang med en ungdomsuddannelse eller komme i job.
- Den forberedende grunduddannelse (FGU) henvender sig til unge under 25 år, som endnu ikke er parate til at gå i gang med eller gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Det kan være af faglige, personlige eller sociale årsager.
- Formålet med FGU er, at den unge efterfølgende kan fortsætte på en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller i job.
- FGU består af forskellige uddannelsesspor, som kan tilpasses den enkeltes behov og interesser:
almen grunduddannelse - agu
produktionsgrunduddannelse - pgu
erhvervsgrunduddannelse – egu
På de tre uddannelsesspor er der optagelse to gange om året, mens der er løbende optag på basisforløbet.
Kilde: UddannelsesGuiden, Undervisningsministeriet
Boglige fag og praktisk arbejde
Simone Sørensen fra Slagelse er en af de elever, der netop er begyndt på FGU. Hun er glad for at kunne få undervisning i boglige fag, samtidig med hun arbejder praktisk.
- Fordi de har de linjer, de har, så kan jeg både lære, hvilken uddannelse jeg gerne vil på, men jeg kan samtidig også få noget læring ind under det boglige, siger Simone Sørensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
FGU-uddannelsen er en samling af en lang række uddannelser, for eksempel produktionsskoler, fortæller Gert Møller, der er direktør for FGU Syd- og Vestsjælland.
- Nu samler vi det under den samme lovgivning, med den samme økonomi og det samme forsørgelsesgrundlag til den unge, så det bliver nemmere og mere overskueligt, siger han.
- Så frem for, at man skal skifte institution, hvis man skal have tilrettelagt det forløb, som lige netop passer til dig, så kan det foregå inden for institutionen. Det er det helt afgørende nye, siger direktøren.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mathias Carlsen er en af de elever fra Korsør Produktionshøjskole, der nu flytter over på FGU. Han arbejder i Cafeen i Slagelse, hvor han lærer dagligdagen i restaurationsbranchen at kende.
- Det er noget af det bedste at lære det ved at bruge dine hænder i stedet for at læse det i en bog, siger Mathias Carlsen, der opfordrer andre til at undersøge, om FGU er noget for dem.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det her er virkelig et godt alternativ til, at man kan finde ud af, hvad det er, vi har lyst til at lave, siger han.
- Hvis du er det mindste i tvivl, så snak med en vejleder og snak om FGU. Det kan være, det er muligheden for dig, siger Mathias Carlsen.