- Vi har endnu ikke fået afslørende spor. Men vi bliver ved med at arbejde intensivt med sagerne.
Sådan lyder der fra Kim Brønnum, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i Slagelse.
De to brande var henholdsvis klokken 19.30, hvor en kompostbunke på hjørnet mellem Murervej og Tømrervej blev sat i brand, og klokken 21.36, hvor en affaldscontainer på Nordre Ringgade blev antændt. De kommer efter en weekend, hvor der var hele ti påsatte brande i Slagelse.
- Vi har et stort håb om, at vidner har bemærket noget og vil ringe ind med oplysninger. Vi vil hellere have, at borgere ringer en gang for meget end en gang for lidt, siger han.
Ingen kom noget til ved brandene, der hurtigt blev slukket.
Har du oplysninger i sagen, så kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.