Nyhedsoverblik

Politi rykkede massivt ud til anmeldelser om brag

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi spærrede søndag eftermiddag Søndermarksvej i Slagelse.

En del betjente var til stede og spærrede vejen, så bilister ikke kunne komme forbi.

- Vi er ude og undersøge et mistænkeligt forhold, da vi har fået nogle anmeldelser om brag derude, siger vagtchef Nis Henriksen.

Vagtchefen kan ikke oplyse, hvor bragene er kommet fra. Han understreger dog, at man trygt kan færdes i området.

Politiet var til stede med mindst syv køretøjer og hunde. Politiet har stoppet og talt med flere personer i området, men søndag eftermiddag har de ikke sigtet nogen.

- Men der kan komme sigtelser på et senere tidspunkt, siger vagtchefen.

Afspærringen er ophævet omkring klokken 16.30.